Gitte, organist
Michael lagde ud med at sige at ’trinitatis’ er et svært ord. Havde det været bedre at opkalde de mange søndage efter pinse? Det havde jeg ikke haft fokus på før, for jeg har jo kendt det altid, så for mig er det naturligt. For os begge er trinitatis i øvrigt mere en ’kirkeårets hverdagstid’, som den vist kaldes.
Michael åbnede mine øjne for bevægelsen i trinitatistiden, rejsen, ved blandt andre at henvise Mogens Lindhardts bog Trinitatis. En homiletisk rejseberetning (Eksistensen, 2015). Perioden begynder i det dagligdags og jordnære, med spørgsmål om bl.a. penge og tilgivelse. Mod slutningen bevæger trinitatistiden sig imidlertid over mod temaer som dom og de sidste tider, temaer, der måske er sværere at have med at gøre.
Evangelieteksten er provokerende, og man spørger sig selv: Hvor er Jesus henne? Michaels konfirmander vil med deres sociale ansvarlighed blive pirret af den rige mands manglende evne til at dele. Teksterne morale er helt enkelt, at det bærer frugt at gøre godt.
Michael, præst
”Det her begynder rigtig godt, men får så et ordentligt knæk nedad”, sagde Gitte som det første, da vi havde læst dagens læsninger højt for hinanden. Selv havde jeg mest bare grublet over den uoverstigelige kløft mellem den rige og den fattige i det hinsides. Men det er rigtigt, at de første to læsninger sætter den tredje i perspektiv. Du skal blive som en kilde og en frodig have, siger Esajas. Der findes en kærlighed uden frygt, fortæller epistlen. Kærligheden fordriver frygten. Stråler disse budskaber med ind over evangeliet?
Jeg spurgte Gitte, hvad hun troede hendes korbørn og -unge ville mene om fortællingen om den rige mand og Lazarus. ”De ville nok finde det uretfærdigt, at den rige skulle pines for evigt. At det aldrig kunne blive godt igen”.
Man skal lytte til børn og unge, der kommer i kirken, tænkte jeg.
