Helvede – det er de andre, siger Satre (i Lukkede døre, 1944). De forstyrrer sådan. De andre. Irriterer. Stiller krav. Vil ha’ min opmærksomhed, min tid, mine penge. De tillader sig endda at sige mig imod, og mene noget helt andet end jeg. De fattige og hjemløse kan endda finde på at organisere sig og snyde på vægten med deres fattigdom over for mig. Sådan er det med de andre. Og nej, det hjælper ikke, at en står op fra de døde for at belære mig om de andre. Han er jo selv en af dem.
Nej. Helvede er fraværet af de andre, siger en debattør, Søren J. Damm i Berlingske 24.3. 2020, i anledning af coronatiderne: ”…hvor jeg dog savner den særlige måde, som indre København legesygt summer på i fredagsskumringen, hvordan det hele pulserer, lige før byen eksploderer. Det hele sitrer, lever. Folk skåler, ler, kysser (…) Jeg savner at have venner på besøg. At skraldgrine. Lige ind i fjæset på hinanden. At sidde helt tæt og føre en intim, privat samtale. Jeg savner at sidde sammen med mine skønne kollegaer, hvor alle taler i munden på hinanden, fordi man tilfældigvis er faldet over et emne, hvor alle bare må sige noget, lige nu, samtidigt! Jeg savner at sidde på en larmende restaurant med en håndfuld af de bedste mennesker, jeg kender.”
Nej, siger evangeliet. Helvede – det er mig selv, når jeg kan savne de andre, og dog ikke vil dem.
1. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 1. s. e. trinitatis
