Den gammeltestamentlige læsning
I Sl 30 takker salmisten Gud. Baggrunden er, at han, med et billedligt udtryk, har været i “dybet” og i “dødsriget”. Det er der fjender, der har set – og glædet sig over, og spot føjes til skade. Salmisten holder dog fast i troen på Gud. Han råber om hjælp og bliver bønhørt. Salmistens nød transformeres til glæde: “Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde”. Det underlige er, hvor kort der kan være fra sorg til glæde: “Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel”.
Den gammeltestamentlige salme forudgriber den nytestamentlige læsning. Med Salme 30 får vi sporene lagt ud for evangelielæsningen, der igen handler om forvandling og transformation. For salmisten var der en nat mellem gråden og jublen. For Thomas gik der lidt længere tid.
Evangelielæsningen
Først er disciplene samlet påskedagsaften “bag lukkede døre af frygt for jøderne”, og pludselig står den opstandne Jesus og lyser sin fred over dem. Alle evangelierne taler om tro og tvivl. I Johannesevangeliet er tvivlen personificeret af Thomas. Han kommer først til senere og har mere end svært ved at tro, hvad han hører: “Hvis jeg ikke ser… tror jeg det ikke”. Først en uge senere, da Jesus igen kommer midt iblandt dem gennem lukkede døre, genkender Thomas Gud i Jesus, og tvivl bliver til bekendelse og tro.
Beretningen har et dobbeltperspektiv: Frygt vendes til tro og tillid. Ikke mindre end tre gange i læsningen siger Jesus: “Fred være med jer”. Det er denne fred og ikke frygt, der nu skal herske mellem og i disciplene. Og så bekræftes Jesu menneskelighed. Johannesevangeliet indledes med ordene om, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Det er det, Johannes nu vil fastholde. Jesus var ordet og lyset, men han var også kød og blod, helt igennem sandt menneske. Det skal der ikke være tvivl om. Og alligevel tvivlede Thomas. Det ændrede sig, da han mødte Jesus. Som Jesus stod og talte til ham, blev tvivl transformeret til tro.
Sørgetiden er endt
Tvivlen er en betragtning på afstand, og den blev inderligt overflødig, da relationen var der. Der står, at disciplene blev glade, da de så Jesus (vers 20). Sørgetiden er endt, nu er det fredens og tilgivelsens tid. Det betyder, at sandheden om vores liv ikke er nøden, tvivlen og døden. De findes, og det er begrædeligt. Men jeg hæfter mig ved Johannes’ ord i brevet: Troen overvinder verden. En af mine gamle kolleger har formuleret det sådan: Tvivlen melder sig, men det er troen, der har ret. Og nogle gange er der ikke så langt imellem. Det er en erfaring af, at troen afbryder den tvivl, man ellers har gået og værnet om. Troen opstår, uden at vi kan forklare hvorfor, den er der pludselig, som en uventet glæde, der overvinder tvivl og mismod.
Litteratur
I de homiletiske refleksioner til søndagene mellem påske og pinse har jeg lænet mig op ad følgende værker:
Jeppesen, Knud: Det Gamle Testamente på gudstjenestens betingelser. Introduktion til de gammeltestamentlige tekster efter første tekstrække, Anis, 2004
Kierkegaard, Søren: Sygdommen til døden. Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) bind 9, Gads Forlag, 1997-2012
Kjær Nielsen, Helge: Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag, 2007
Lindhardt, Mogens: Ikonen med det evige liv - homiletisk læsning af Johannesteksterne mellem påske og pinse. Anis, 1991
Nielsen, Kirsten: Det Gamle Testamente på prædikestolen - udvalgte prædikener, Præsteforeningen, 2014
Søltoft, Pia: Kierkegaards Kabinet - en nutidig introduktion, Akademisk Forlag, 2017
Endvidere Rowan Williams’ introduktion til Johannesevangeliet – se evt. hans bidrag i Bauckham & Mosser (red.): The Gospel of John and Christian theology, Grand Rapids, 2008
Lone Vesterdal
