Indledende betragtninger om helligtrekongerstiden
Det er vanskeligt at betragte helligtrekongertiden løsrevet fra helligtrekongers søndag. Helligtrekongers søndag var i oldkirken en dåbsdag, og fra helligtrekongersdag og de følgende søndage brugte man i oldkirken en (tilnærmelsesvis) Lectio Continua af Romerbrevet kapitel 12 og 13.
I helligtrekongertiden hørte menigheden således om dåbens betydning og det nye liv, den døbte skal leve. I dette nye liv ligger muligheden for og håb om vækst. Det er da også håbet og væksten i dåben, der genfindes i helligtrekongertidens grønne farve. Ud over dåben fortæller helligtrekongers søndag om guddommens tilsynekomst hos os. Derfor var julefesten tidligere knyttet til helligtrekongersdag. I den romersk-katolske kirke kaldes dagen da også fortsat epifanidagen. Endvidere er tiden fyldt med ord om lys, der skinner, og lysets tilsynekomst i forskellige udgaver.
1. søndag efter helligtrekonger
De tanker, der kom til os i det fælles arbejde, var følgende: Vi talte om, at julen er slut, og at når noget er slut, kommer der en ny begyndelse. Den nye begyndelse er dåben, men der følger mere med. Som anført ovenfor, skal vi på denne og de følgende søndage høre, hvad dåben betyder for det enkelte menneske. Den guddommelige tilsynekomst er ligeledes en ny begyndelse, for dette at Gud bliver menneske, er mildest talt en nyhed, der skaber en ny begyndelse. Denne Gud, der er blevet menneske, skal have et sted at bo. Derfor er der flere bolig-temaer på denne søndag: bygningen, templet, hjemmet, men når guddommen er blevet menneske, så er den menneskelige krop og sjæl da også at forstå som en bolig, eller sagt på en anden måde: Gud har taget bolig i mennesker.
