DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud
DDS 303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod
DDS 69 Du fødtes på jord
DDS 325 Jeg ved et lille Himmerig
DDS 319 Vidunderligst af alt på jord
DDS 330 Du, som ud af intet skabte
I vores salmevalg har vi valgt at have et dobbelt fokus, hvor den billedlige tolkning af bygningen, som vi finder den i Sl 84, suppleres af det motiv, som antydes i epistlen og gøres eksplicit i evangeliet: tanken om, at mennesket i sin opvækst (den unge Jesus) og igennem livet hele tiden fornyes. At det finder sted i et konkret hus, tolker vi som et udtryk for, at det sker i Guds nærvær – i hans bolig og i en åndelig tjeneste for Ham.
Indgangssalme: DDS 478 ”Vi kommer til din kirke, Gud”. Selv om salmen er en konfirmationssalme, præciserer den, at døren til kirken som Guds hus altid er åben (vers 1), og at dåben er den stadige indgang til menneskelivet som gudstjeneste (vers 6). Desuden er dåben et af de gennemgående temaer i helligtrekongertiden.
Salme mellem læsninger: DDS 303 ”Kom, Gud Faders Ånd fuldgod”. Forud for bekendelse (vers 2) og evangelieforkyndelse påkaldes Helligånden med et tilbageblik til helligtrekongers forkyndelse af lyset som det, der leder menneskets liv (vers 3). Vers 5 kobler den gammel- og nytestamentlige læsning sammen ved at pege på menneskets indre som stedet for den åndelige gudstjeneste.
Salme før prædiken: DDS 69 ”Du fødtes på jord”. Før prædikenen bevæger vi os tættere på Jesu opvækst med denne salme, som følger Jesu fødsel, opvækst og liv og fortsætter i gudstjenestens sakramenter (vers 4-5) og bønnen som forudsætningen for menneskelivet.
Salme efter prædiken: DDS 325 ”Jeg ved et lille Himmerig”. Grundtvigs billedsprog om gudstjenestens sted og situation i menneskelivet trækker også på den billedlige tolkning af bygningen fra Sl 84 samtidig med, at (op)vækstmotivet fra den forrige salme her berøres i vers 6.
Salme under/efter nadver: DDS 319 ”Vidunderligst af alt på jord”. På klassisk vis føres den først åndelige og siden konkrete behandling af gudstjenesten videre i ’syntesen’ Guds rige, som uddyber forståelsen af nadverens hændelse, når den synges her.
Udgangssalme: DDS 330 ”Du, som ud af intet skabte”. Med taknemmeligheden over kirken som Guds hus (vers 3) er vi ved gudstjenestens afslutning så at sige tilbage igen. Vækstmotivet tolkes billedligt med ordene ”paradiset som vi taber, gror af ordets blomsterbed” i vers 5.
