Homiletiske overvejelser

I Sl 84 bliver Guds storhed beskrevet med billeder af templets storhed. Salmedigteren ønsker sig at være nær Gud ved at være i hans tempel. 
Men i epistelteksten fra Romerbrevet peges der på en anden storhed og en anden forbindelse til Gud end templets konkrete mure, nemlig den døbtes liv, den åndelige gudstjeneste – det liv, der leves i og forvandles af troen på Gud. Derved bliver mennesket stedet for tempeltjenesten. 
I evangeliet hører vi også om templets bygning, men heller ikke her er det bygningen i sig selv, der er afgørende for gudsforholdet; det er derimod han, der sætter sig i templet og taler med de lærde om Gud: Jesus selv. For det enkelte menneske er det da en ny begyndelse, at jeg kan begynde mit nye liv ved at lytte til den undervisning, Jesus giver.   
Væksten i den døbtes liv går således gennem Jesus; ved at lytte til hans belæring, hans undervisning, bliver vores sind forandret. I sit ord til os kommer han igen til syne, undervisningen bliver tilsynekomst. Når vi hører hans belæring i gudstjenesten, kommer han os nær, styrker vores tro, forvandler os og sender os fra Guds hus ud i verden.