Sl 100: Opfordring til glæde og lovsang over Guds trofasthed og godhed mod sin skabning.
Epistel: Kristus, Guds lovede Messias er kommet og vil snart komme igen. Det skal afspejle sig i vore liv med hinanden.
Evangelium: Jesus kommer som den sagtmodige konge.
Advent er kirkeårets åbning. ”Adventus Domini” betyder Herrens komme. Kristen eksistens er at leve i advent, i forventning til ham, som kommer og lade den forventning farve hver ny dag i kirkeåret.
På kirkens nytårsdag er forventningerne store. Vi venter på jul. Adventssøndag møder vi dog ikke barnet i krybben. Vi møder den voksne Jesus, som rider ind i Jerusalem, magtens centrum. Jesus er den konge, folket har ventet i århundreder og alligevel helt anderledes end forventet. Han er Davids søn, men han er også andet og mere. David var Israels største konge, men David hævede sig ikke kun over andre ved at stå på egne ben, men også ved at stå på andres liv. Det gør magten altid, selv når den er bedst.
Jesus stod ikke på andres liv. Han løftede og lægede mennesker, hvor han kom frem. Hans magt er kærlighedens magt, som er afmægtig og skrøbelig som et barn i en krybbe, men også den eneste magt, der kan gøre livet nyt.
Forventningerne er store denne dag og samtidig for små. Fordi man kun kan forvente for lidt af den, som giver alt. Jesus gav sig selv. Han gav del i alt, der var hans, et kongerige af en anden verden. Han kom med sin himmel til vores jord.
Æselrytteren afslører verdens magt som afmagt. Efter hans indtog kan ingen mere møde verdens magtdemonstrationer uden at se det lidt latterlige i dem. Pomp og pragt kan aldrig komme på højde med agtelsen for livet.
Vi holder altid noget af hinandens liv i vore hænder, har Løgstrup sagt. I adventstiden ser vi det lidt bedre end ellers. Vi bliver lidt mere gavmilde, vi husker dem, vi ellers glemmer. Det skyldes en mand på et æsel. Han kommer med barmhjertighed. Det er den magt, der bærer vore liv, uanset, hvad der sker; som fylder os med livsmod og sætter en ny dagsorden.
