Foretrukken læsning: Es 49,1-6
Fordelen ved Esajas-læsningen er, at den spiller så stærkt sammen med evangelielæsningen. De runder stort set af på samme måde: Heller ikke i Det Gamle Testamente velsigner Gud Israel for folkets egen fornøjelse. Men derimod for at de kan blive et lys for alle jordens folkeslag. Sendelse er altså også et fremtrædende aspekt her. Desuden er der et stærkt element af, at Gud handler og giver kræfter, hvor kræfterne ellers er sluppet op.
En gave og en opgave
I anden tekstrække har trinitatis søndag en tydeligere udadvendt vinkel end i første tekstrække: Budskabet om Jesus skal ud i verden!
I forbindelse med dåb læses altid missions-/dåbsbefalingen. Det er oplagt at knytte an ved. I fadder- og forældretiltalen i forbindelse med dåb kan man benytte ordparret: en gave og en opgave. Disciplene får en opgave, som kirken må arbejde videre på til hver en tid: De sendes ud i verden med det formål, at de skal døbe og lære andre om, hvad Jesus har lært dem. Umiddelbart en stor opgave – ligesom det kan virke som en uoverskuelig stor opgave at blive forældre. For der er et enormt ansvar i at få sådan en opgave betroet. Og samtidig har vi gaven: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Jesus, som også selv møder os som et lille barn, vil selv virke i os, så vi rent faktisk kan tage opgaven på os. Ikke i egen kraft, men fordi han selv vil virke igennem os.
Hvis der er dåb denne søndag, kan man jo benytte lejligheden til at knytte an ved, hvad der lige siden har været forstået som en slags formålsparagraf for den kristne kirke, den vigtigste opgave. Og at blive døbt er i virkeligheden at blive en del af det fællesskab, som bliver ved med at tage den opgave på sig efter bedste beskub. Men der er en helt unik velsignelse forbundet med at være en del af det ’arbejdsfællesskab’.
Ofte benyttes motivet, at vi som nydøbte podes ind som et skud på livstræet Kristus. For at være en del af et fællesskab betyder også, at vi aldrig er alene. Der er nogen med os. Det nydøbte barn har sine forældre, gudforældre/faddere omkring sig. Men skulle også meget gerne have kirken i ryggen, så der altid i den lokale kirke vil kunne findes hjælp og inspiration til, hvordan vi giver alt det videre, som Jesus har givet til sin kirke, siden de første disciple.
Man kunne denne søndag kigge lidt nærmere på, hvad disciplene rent faktisk gjorde efterfølgende. Apostlenes Gerninger fortæller en del herom, og forskellige traditioner bygger videre på beretningerne. Pointen er, at fordi de tog opgaven på sig, og fordi den treenige Gud virkede det, kan vi sidde et par tusinde år efter og samles til gudstjeneste. En oplevelse af, at vi står på skuldrene af mange kristne, som kom før os. Og af at slægtskabet udspænder sig over både lande- og tidsgrænser.
Endelig er det oplagt at komme ind på, hvad det kristne fællesskab er. Det er ikke én discipel, der udvælges til at være kirkeleder fremover. Det er et fællesskab af disciple, der får den samme agenda. Ligeligt fordelt imellem sig. Det kan give en opmuntring i talen om det kristne fællesskab, der er som et vidt forgrenet træ med store bærende grene og bittesmå sart spirende prydkviste. Der er plads til alle, brug for alle i kirkens fællesskab. Tro og tvivl følges ad.
