DDS 660 Kom hjælp mig, Herre Jesus
DDS 316 Helligånd, hør hvad vi bede
DDS 367 Vi rækker vore hænder frem
DDS 588 Herre, gør mit liv til bøn
DDS 419 O Gud, hør min bøn
100S 880 Gode Gud, o giv mig hvile
KSB 862 Gud, giv os sindsro
DDS 31 Til himlene rækker
”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre” skriver salmisten. Oversat af Holger Lissner ville det måske lyde: ”Nu kan jeg ikke mer’// jeg er så træt til marven, jeg er min egen fjende!”, som det lyder i indgangssalmen. Afsættet for gudstjenesten bliver altså her den menneskelige erfaring af at slide sig træt og at være modløs. Og invitationen på denne traditionelle bods- og bededag er ganske enkelt at tage al trætheden, modløsheden og alt det brudte med i kirken for at få det belyst af Guds nåde i stedet for blot at prøve at løse alting selv.
Jesusbønnen ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn – forbarm dig over mig” ligger som et bagtæppe for alle tre salmer i formessen. Svaret: hvilen, sindsroen kommer (forhåbentlig) efter prædikenen, hvor bønnen tolkes ikke bare som et råb, mennesket står i, men som et mødested mellem mennesket og Gud – et mødested, som er livgivende, tømt for krav og løn, og et udgangspunkt for liv. Der, hvor vi selv står med tomme hænder, er der plads til at Gud kan fylde sit liv i vores tomme skåle.
I begge vores kirker sker det af og til, at vi synger småvers under nadveruddelingen. Versene har en meditativ karakter og animerer til en spirituel fordybelse. For nogle kan ordene fra Taizé-vers eller lovsangstraditionen bliver for svære at være i. Her foreslår vi nogle salmer, som har samme meditative karakter, men et mere åbent tekstunivers.
Gudstjenesten ender i lovsangen af Guds miskundhed, som kvæger den tørstende sjæl og giver os håbet om, at vi skal se Guds lys bag alt det mørke og svære.
