Foretrukken læsning: Sl 130
En kort salme, som på poetisk vis udtrykker længsel, tålmodighed og håb. Og at håbet kommer fra Gud alene.
Min sjæl venter på Herren
Et kardinalpunkt i gudstjenesten er, at Guds virkelighed og menneskets virkelighed mødes og smelter sammen. Ved nogle gudstjenester træder vi hurtigt ind i åbenbaringen af Guds virkelighed for derefter at se, hvilket nyt perspektiv Guds åbenbaring giver på vores eget liv. En anden mulighed er at begynde mere med menneskets egen erfarede virkelighed. Det kan fx være i salmesangen, når vi indleder med vendinger som "nu kan jeg ikke mer", "jeg er min egen fjende, jeg brænder mine broer" og "min slidte krop". Det kan være voldsomt for nogle at træde ind i gudstjenesten med et sådant fælles udtryk for menneskelig svaghed, mens andre vil opleve sig mødt. Vi forsøger her med et udgangspunkt i, hvad vi selv kan opleve, for så at lade den virkelighed belyses af Guds åbenbaring gennem Jesus. Hvor vi ofte indleder gudstjenesterne med at lovsynge Gud, kan store bededag på denne måde være et eksempel på denne anden tilgang: Vi træder ind for Gud, sådan som vi er, i håbet om at han vil møde os dér.
I virkeligheden er anden tekstrække mindre harsk end første, hvor Johannes Døberen råber "øgleyngel" og mere af samme skuffe. Her mindes vi om, at Gud er som den kærlige far, der ønsker at møde sine børn, der beder ham om noget. Jovist, alvoren er stadig med, blandt andet i Jesu afsluttende bemærkninger om den snævre port og den brede vej. Men tilbage står stadig det trøsterige budskab om, at vores himmelske far vil os det godt.
Samtidig er der ikke alene en trøst, men også et udtalt kald til efterfølgelse, via ’den gyldne regel’: "alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem". Der er på denne måde god mulighed for at forkynde håb og genoprejsning til den fortvivlede sjæl, men også efterfølgelse og fordring til den, der savner retning. Vi har fået en stor gave, i og med at Gud giver alt godt til os; nu skylder vi også at give det videre til hinanden.
Anden tekstrække har på denne måde lidt mindre dom og alvor over sig end første tekstrække, selv om tematikkerne fra første tekstrække naturligvis gerne må tænkes med ind i gudstjenesten. Men ellers er tonen mere stemt mod længslen efter mening, længslen efter Guds fred. Og tilliden til, at Gud giver gode gaver (Matt 7), selvom vi ikke altid kan se det.
Også i anden tekstrække giver det mening at kigge på helligdagens placering i kirkeåret. Vi er i tiden efter påske. Vi har altså fået et svar på længslen og langfredagsmørket. Det vil sige, at vi ikke bliver ladt alene i længslen efter Gud og hans gode gaver. Vi må også have perspektivet med, at han har svaret på vores dybeste længsler.
På den måde tematiseres det store bededag, hvordan vores virkelighed i en ganske almindelig hverdag bliver belyst af Guds virkelighed fra det evige. Denne helligdag giver plads til tomheden og tvivlen og til, at Gud har svaret på alle vores bønner igennem Jesus.
