DDS 753 Gud, du som lyset og dagen oplod
DDS 22 Gådefuld er du, vor Gud
DDS 493 Gud Herren så til jorden ned
DDS 397 Trods længselens smerte
Dagene tærer på krop og sind
100S 849 Igen berørt
DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære
Septuagesima er første søndag efter helligtrekongerstiden – en forfastesøndag, der stadig er vintermørk. Med den første salme, "Gud, du som lyset og dagen oplod", henvender vi os til Gud som den, der trods alt oplader lyset og dagen for os. Der er direkte forbindelse til læsningen fra Jobs bog, hvor Gud er den, der befaler solen ikke at stå op. Vi takker for, at den trods alt er stået op, og beder i sidste vers om styrke til at stå fast igennem den ventetid, der ligger forud både i dag og i hele fasteperioden, der nu indvarsles.
Melodien understøtter teksten ved på en gang at være let, lys og transparent, have højdepunkt i det gyldne snit og turde lægge sig hvile både før det gyldne snit og til sidst.
"Gådefuld er du, vor Gud" lægger sig ind i vores hovedtematik: at nuancere og præcisere gudsbilledet, som her stadig er skjult. Lægger sig op ad Areopagostalens ”til en ukendt Gud”.
Melodien til "Kom Gud faders ånd fuldgod", der i højere grad end den foreslåede melodi spænder salmen op og understøtter teksten end "Kvindelil, din tro er stor", som efter vores mening er lidt for jovial.
I "Gud Herren så til jorden ned" bliver gudsbilledet tydeligere, igen i forlængelse af Areopagostalen, der vil vise, hvem Gud er.
Vi foreslår Erik Haumanns melodi til "Vi kommer, Herre, til dig ind", som i højere grad end de foreslåede melodier virker ved en fin blanding af noget førreformatorisk og et nyere tonesprog, som understøtter den karakter, vi ønsker for gudstjenesten denne søndag. Det er ikke usædvanligt at synge nye tekster på gamle melodier – her er grebet at synge en gammel tekst på en nyere melodi. Når man på den måder leger 'komme fremmede med det kendte' står det, man tror, man kender, frem på en ny måde.
Salmen vil på én gang vise os, hvem Gud er, og hvem vi selv skal blive, når Gud danner os til ”himmelspejl i mulde” (vers 5). Det er begyndelsen på genoprettelsen af vores tabte gudbilledlighed, der som den usynlige Guds udtrykte billede viser os Guds menneskelighed.
"Trods længselens smerte" understreger det vanskelige ved at vente på ubestemt tid, som de tre tjenere har måttet, ligesom også vi sommetider må vente på at mærke Guds nærvær. Vi foretrækker Hans Matthison- Hansens melodi, der i mol og ved sin trefjerdedelstakt på én gang udtrykker længsel og lindring.
Nadversalmen "Dagene tærer på kroppe og sind" med tekst af Benedicte Hammer Præstholm og musik af Christian Præstholm (Sanglyd – ti salmer, eget forlag, 2014) understreger det tærende ved vinterens venten. Et liv, der tror sig ubundet og adskilt fra Gud, lever kort for sig selv, uden egentlig væren – og understreger menneskets behov for at næres af Gud og lutres af hans nærvær for at kunne ødsle med det, vi har fået. Melodien er trinvis, vinterligt uudsmykket. Den befordrer en rolig, fremadskridende stemning, der fremkalder Gud og menneske for hinanden.
Bortsendelsessalmen "Igen berørt" viser, hvordan Guds kærlighed og mildhed giver mod til at gå ud og lyse i verden, bruge sit talent. Melodien er inderlig, i mol, har en blødhed og dens betydelige ambitus bevæger sig mellem mørke og lys.
"Herre Gud! Dit dyre navn og ære" formidler et gudsbillede, der står fast under alle omstændigheder. Vi finder det trøstende! Den norske folkemelodi hænger efter vores opfattelse uløseligt sammen med salmen.
