Valget af kollekter er præget af, at vi forfølger vekselvirkningen mellem mørke og lys og en præcisering af det kristne gudsbillede. Endvidere ønsker vi et mundret og gerne sprogligt-musikalsk udtryk, der på én gang er ligefremt og poetisk. Vi overvejer, om det er at svigte menigheden, at de fleste nyere kollekter ikke fastholder en genkendelig trinitarisk afslutning. I forvejen er menighedssvarene nødlidende, og dette forhold vanskeliggøres yderligere ved skiftende afslutninger, også selvom disse er periodevis enslydende.
Valget falder til både indledning og afslutning på Holger Lissners kollekter fra Kollekter og bønner (Eksistensen 2009/2019):
Indledningskollekten indleder med at tiltale Gud som letsindig, hvilket konnoterer det vovelige i inkarnationen, altså det præcise gudsbillede, der netop også er tjenende i sin generøsitet. Til slut bedes om, at vi må have vores glæde og stolthed i at tjene.
Afslutningskollekten tiltaler igen Gud som forunderlig og dristig, når han betror os at tjene langt ud over, hvad vi som oftest formår i vores frygtsomhed og smålighed.
Vi vil allerede her henlede opmærksomheden på Holger Lissners "Litani til en tid af venten i mørke" fra samme udgivelse. Den er opført til seksagesima, men kunne med fordel anvendes som udgangskollekt i hele perioden. Her er vekselvirkningen mellem mørke og lys bærende. Litaniformen, der slutter ens efter hvert afsnit, understreger både venten og vandring. Man kunne arbejde med at få menigheden til – som en form for responsorium – evt. anført af kirkesangeren eller kordegnen at gentage de to sidste linjer: ”for i dig er mørket som lyset, og natten lyser som dagen”.
