Ingen smalle steder!
I himmeriget er der ingen smalle steder. Det viser Jesus med dagens fortælling. Alle får noget, og selv ham, der kun får én talent, får noget, der svarer til omtrent en million kroner. Men han er en bangebuks, der ikke tør bruge, hvad han har fået, fordi han har fået sin Herre galt i halsen – præcis som mange mennesker har fået Gud galt i halsen og tror, at han er en lille fedtet bogholder-gud. Faktisk er der oversættelser, der lyder anderledes end den, vi her har, hvor Herren i stedet for at sige ”Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået”, siger ”Hvorfra vidste du, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået?” Ja, hvorfra har man sin forestilling om Gud? Hvorfra har vi vores? Fra vores egne små snævre forestillinger, der tænker alt for småt om Gud.
Det er afgørende, at vi tør have tillid til Gud og det, han giver os. For eksempel har han i julen givet os sin søn. Så ”ingen smalle steder” sagde Gud, da han lod sin søn føde i en stald. Af godhed. For os.
Vi tilhører himmeriget, og dets ressourcer tilhører os, fordi Gud vil det sådan. Af godhed. ”Ingen smalle steder” sagde Gud, da han elskede verden og lod sin søn dø, for at vi skal have evigt liv.
”Ingen smalle steder” siger Jesus, der i dåben lover at være med os alle dage indtil verdens ende. For i dåben får vi virkelig givet et talent, der vil noget. Og det må vi aldrig grave ned og gemme af vejen. Dåben er pant på, at det går an at stole på Gud. Det skal vi leve af, med og på, for jo mere vi gør det, desto mere opdager vi, at der ikke er nogen smalle steder hos Gud – og når der ikke er nogen smalle steder hos Gud, så skal der heller ikke være det hos os. Men det tager tid, for talent tager tid; ja, i virkeligheden tager det al ens tid, i al fald hvis det drejer sig om livs- eller trostalent. Mindre kan ikke gøre det, for det er her, Himmeriget begynder. Så ingen smalle steder!
Hvis er mørket?
Hvis er det mørke, den dovne og uduelige tjener kastes ud i? Det må være det mørke, der opstår i mennesket, når vi ikke tør tro, at Gud har højt nok til loftet til, at vi kan risikere at sætte det, vi er blevet velsignet med, i omløb. Et mørke, hvor vi ikke kan orientere os hverken i forhold til os selv, de andre eller Gud. Måske fordi vi har glemt at åbne både øjne og hjerte; er blevet så indkrogede i os selv, at vi ikke kan få øje på, at Himmeriget er, at Gud ikke på nogen måde er nærig med sig selv. Fastetidens tekster viser os et gudsbillede, der er strengt i sin generøsitet, og som vil give os blik for den dobbelthed, der ligger i, at det kristne menneske er adlet af Gud til at ligne ham, men at adel forpligter.
