Valget af kollekter er præget af, at vi forfølger vekselvirkningen mellem mørke og lys og en præcisering af det kristne gudsbillede. Endvidere ønsker vi et mundret og gerne sprogligt-musikalsk udtryk, der på én gang er ligefremt og poetisk. Vi overvejer, om det er at svigte menigheden, at de fleste nyere kollekter ikke fastholder en genkendelig trinitarisk afslutning. I forvejen er menighedssvarene nødlidende, og dette forhold vanskeliggøres yderligere ved skiftende afslutninger, også selvom disse er periodevis enslydende.
Valget falder til både indledning og afslutning på Holger Lissners kollekter fra Kollekter og bønner (Eksistensen 2009/2019):
Indledningskollekten begynder som vi sluttede i søndags (”forunderlige Gud”) og lægger sig ind i temaet spiring og vækst, som netop vokser ud af den forunderlige Gud, som vi aldrig vil kunne se til bunds i.
Lissner foreslår her selv D-bønnen "Litani til en tid af venten i mørke", som med fordel kunne anvendes som udgangskollekt i hele perioden. Her er interferensen mellem mørke og lys bærende. Litaniformen, der slutter ens efter hvert afsnit, understreger både venten og vandring. Man kunne arbejde med at få menigheden til – som en form for responsorium – evt. anført af kirkesangeren eller kordegnen at gentage de to sidste linjer: ”for i dig er mørket som lyset, og natten lyser som dagen”.
