I første tekstrække står den sidste nadver som den helt centrale historie, og gudstjenesten og salmevalget forsøger at lade menigheden mærke stemningen ved nadvermåltidet. Her i anden tekstrække sættes dagen ind i en større sammenhæng. Det forsøger vi at efterkomme med et salmevalg, der er mere konkluderende – med perspektiverende nye salmer og Grundtvig-salmer, der elegant får os til at se den store sammenhæng.
DDS 367 Vi rækker vore hænder frem
100S 895/ 1005 KSB Han glemmer mig aldrig
DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest
DDS 57 Herre, fordi du
DDS 179 Herren god, som uden grænser
Med "Vi rækker vore hænder frem" tager vi udgangspunkt i vore egne menneskeliv og skaber en sammenhæng med skærtorsdags nadverbegivenhed. Salmen er mere en diakonisalme end en egentlig nadversalme, men den rummer begge dele. I nadveren knæler vi ned og tager imod fra Gud – og dét, vi har fået, skal vi give videre til hinanden.
"Han glemmer mig aldrig" kan i høj grad læses som en moderne fortolkning af Sl 116. Når man læser eller hører denne Davidssalme, kan man virkelig bringes i tvivl om, hvorvidt det er en takke- eller en klagesalme. I bund og grund er det en takkesalme, men den tager sit udgangspunkt i klagen – i afgrunden. Det er præcis det samme, Simon Grotrian gør i sin salme. Han tager udgangspunkt i beskrivelsen af afgrundens nat, den pressede måne og det firkantede vejr, men det egentlige tema er taknemmeligheden over at man aldrig er glemt. Det er en tekst fuld af både glæde og smerte, fuld af modsatrettede billeder og fuld af overraskelser. Der findes flere melodier, som kan overvejes, men organisten peger forsigtigt på sin egen melodi til teksten, hvor han har forsøgt at ramme en tone, som er tilpas åben til både at kunne rumme tekstens glæde og smerte, som er tilpas enkel til ikke at overdøve tekstens overraskelser, og som samtidig er sangbar – også til fællessang.
Hent Jakob Lundbaks melodi til salmen her.
"Vor Herres Jesu mindefest" er en helt traditionel skærtorsdagssalme. I bedste grundtvigske stil konkluderes meningen med begivenhederne, og vi bringes til at forstå den større sammenhæng.
"Herre, fordi du" kan ses som et ekko af palmesøndag, hvor vi hørte Filipperbrevshymnen som episteltekst og sang denne salme under nadveren. Ved også at lægge salmen på denne dag bruger vi den som en konklusion på palmesøndag og skærtorsdag som helhed. De to dage markerer tilsammen forberedelsen til langfredag. Det er to dage, hvor vi – særligt efter anden tekstrække – får det samlede billede af, hvem Kristus var. En konge, der "ikke lod guddomskraft smede til krone, derimod valgte hånsord og fattigdom". Samtidig lægger den sig op af dagens evangelium.
Hvor "Herre, fordi du" og Filipperbrevshymnen kan siges at være teoretiske, bliver det helt praktisk og håndgribeligt i evangeliet, hvor Jesus giver afkald på magt og storhed for at bøje sig ned for disciplenes beskidte fødder.
Skærtorsdags nadver gribes vidt forskelligt an i landets kirker. Derfor foreslår vi hverken nadversalme eller nadververs, men lader dette være op til stedets tradition.
Med "Herren god, som uden grænser" som afslutningssalme forstår vi palmesøndag og skærtorsdags begivenheder som én stor kærlighedserklæring fra Gud til mennesker.
