Skærtorsdag begynder i lovsangen. Det er fristende at lade langfredagsmørket kaste sine tunge skygger ind over skærtorsdag og læse teksterne i lyset af den gru, der venter. I så fald bliver Sl 116 nemt til en klagesalme. Men det er en takkesalme og en af de Davidssalmer, der udgør lovsangen i det jødiske påskeritual. For det er dér, vi er, skærtorsdag, midt i fejringen af den jødiske påske. Det er en fejring af jødernes udfrielse fra slaveriet i Egypten. Det er en fejring af Guds indgriben og Guds pagt med sit folk: at han vil være deres Gud og frelse dem fra alt ondt, hvis de vil tro på ham og adlyde hans love.
I rummet, hvor Jesus fejrer påskefesten sammen med disciplene, tager festen ifølge Paulus imidlertid en drejning. Jesus indstifter et nyt ritual, der ikke fejrer, at døden gik forbi israelitternes døre, men tværtimod skal minde om, hvordan døden netop standsede ved hans dør. Gud bøjede sig ned til sine mennesker og lod sin søn give alt, hvad han havde i sig, til sidste blodsdråbe for at indstifte en ny pagt – kærlighedens pagt, der ikke kræver, men kun giver.
Kærlighedens pagt foldes helt ud i Johannesevangeliets skærtorsdagsberetning, hvor Jesus som en ydmyg tjener bøjer sig for sine disciple og vasker deres fødder. Igen og igen har han talt med dem om et nyt gudsbillede og en ny relation til Gud. Han har beskrevet Gud som en nærværende far, der elsker med en ubetinget kærlighed, og ikke som en fjern krigsherre, der straffer og belønner sine undersåtter. Han har talt om de mindste, der skal blive de største, og de sidste, der skal blive de første. På denne aften gør han det så helt konkret for disciplene ved at vaske deres fødder. Johannesevangeliet beskriver det ud i mindste detalje, så vi næsten helt sanseligt er med i rummet, mens Jesus knæler på gulvet med de store mænds beskidte fødder i sine hænder.
Sådan ser Guds kærlighed ud: den kender ingen grænser ("Herren god, som uden grænser" DDS 179) og den følger ikke noget for noget-strategien. Den kender kun til 'nåde for noget'. Og den er så konkret, at vi kaldes til at gøre det samme. Vi kaldes til at sætte stolthed, ære og magt til side og tage hinandens ømme, beskidte og forrevne sider under kærlig behandling med åbenhed, overbærenhed og viljen til forsoning.
