DDS 751 Gud ske tak og lov!
DDS 289 Nu bede vi den Helligånd
DDS 348 Tør end nogen ihukomme
Syng for alverdens urolige hjerter
DDS 217 Min Jesus, lad mit hjerte få
DDS 431 Herre Kristus, dig til ære
Med Ingemanns morgensalme ”Gud ske tak og lov!” begynder gudstjenesten med godt mod, enfold og enkelhed (fisk rimer på frisk!) Vi foregriber, at der er en begyndelse efter den ende, som vi har udsigt til sidste søndag i kirkeåret.
Helligånden er drivkraft, når Guds rige skal vokse. Det er derfor hele ’ekklesia’, der i ”Nu bede vi den Helligånd” beder som med én stemme om, at en særlig slags kærlighed, nemlig næstekærligheden, vil virkeliggøres (vers 3). Hver især vil vi gerne høre til de umyndige, som Faderen åbner sit rige hos (vers 5: Matt 11,25).
Grundtvigs storslåede salme ”Tør end nogen ihukomme” slår bro mellem gudstjenestens to første læsninger: Vi er ikke eksilerede, gudsforladte mennesker, men Vorherres eget skrøbelige, levende byggemateriale, hvor ud af han vil genopbygge sin kirke. Hjertekammeret i den bygning er krybberummet, og arnestedet er alteret – nadveren – altså dér, hvor Kristus er til stede: den troendes hjemsted.
Med Janne Marks Syng for alverdens urolige hjerter (Pilgrim, Eksistensen, 2018) synges urolige hjerter og rastløse sjæle til ro (Matt 11,29b). Salmen betoner, at livets vandring ikke går op mod tempelbjerget, men i de spor, Guds Søn sætter i verden. Han er altid på vej til os. Derom hører vi næste søndag (indtoget i Jerusalem)., og dermed peger salmen frem mod adventstiden.
”Min Jesus, lad mit hjerte få” knytter an ved hjertetalen, som de foregående salmer har været inde på, og griber på samme tid tilbage til det gamle, det tabte Jerusalem (med dets tempel) og frem mod det nye. Som nadversalme betoner den sakramentet, det sted, hvor Jesus Kristus er til stede, som den kristnes egentlige hjemsted. Som vi går pilgrimsvandring gennem det jordiske liv, går vi (arme syndere) bodsgang ud af kirkeåret.
Med ”Herre Kristus, dig til ære” slutter vi af med en tak for vandringen gennem det runde kirkeår.
