Byggegrund og byggemateriale for Guds rige
Med de eskatologiske tekster i slutningen af kirkeåret prædiker man i spændingen mellem erfaringen af, at alt lukker ned, og at noget nyt er på vej: Mikas fremstilling af folkeslagenes valfart til Tempelbjerget, residens for det Hellige med Gud som konge og dommer på tronstolen, erstattes snart af adventstidens vandring på vej mod barnet i krybben i stalden, ham der om lidt igen fødes ind i verden.
Den ubevægelige Gud på det fjerne bjerg bliver ham, der kommer til os, finder og bygger hos os i det lave ud af det forhåndenværende, nemlig skrøbelige mennesker. Hvoraf noget af det, vi kan bidrage med, vil vise sig holdbart og kostbart som guld og sølv, andet svagt og forgængeligt som hø og halm.
Guds løfte-rige
I denne søndags tekster er fokus ikke så meget på tidspunktet for Guds rige, som på stedet – eller måske byggematerialet. Tempelbjerget Zion bliver hos Paulus til Kristi kirke i verden, bestående af menneskekroppe, menneskeliv – de bløde bøgestammer, Grundtvig digter om i DDS 348 vers 6 med Kristus som fundament. Hvordan han er dét, udfoldes med Jesu egne ord hos Matthæus: Fordi der består den intimeste nærhed med Gud i Kristus, er det ham, vi skal komme til, ham, der på en måde nu er bjerget. På én gang urokkelig som en klippe og stærk som kun den er, der kan bære alverdens synder. Han er modtagelig for vores smerte og angst, til ham bærer vi ikke guld eller lydefri dyr som offer, vi kommer med vores eget plettede liv, og han løfter det hele og ombytter vores uro og rastløshed med fred.
Opbyggelighed
Vi bygger Herrens tempel, bygger med på Guds rige, ved at bygge hinanden op. I Kierkegaard og kærlighedens kendetegn (Akademisk Forlag, 2020) udlægger Pia Søltoft Kierkegaards opbyggelighedsbegreb klart og pædagogisk (s. 98-100): Verbet at opbygge har at gøre med at føre et hus eller en bygning op i højden ud fra et tilgrundliggende fundament. Fundamentet er altså forudsætning for at bygge noget. Jo højere en bygning skal være, des dybere fundament.
Hvor Paulus siger, at Kristus er fundamentet, taler Kierkegaard om kærligheden i mere bred forstand, idet han forudsætter, at ethvert menneske, qua det at være menneske, har anlæg for at elske: Kærligheden siger Kierkegaard, bor ”i Grunden” i ethvert Menneske. Når et menneske opbygger en anden, forudsætter det altså, at kærligheden allerede er i den anden. Et menneske kan altså ikke nedlægge eller skabe kærligheden i den anden, men elsker den frem; får så at sige det, der allerede er, til at vokse. Kærligheden er således både fundamentet og det, der bygges op (Søren Kierkegaards Skrifter 9 s. 212-226). På samme måde som kærlighedsgrunden er lagt i det enkelte menneske, og der derudaf kan elskes kærlighed frem, vokser Kristus i verden med Kristus som fundament.
