Selv om Esajas-teksten anvender store og flotte billeder om folkeslag, der skal strømme til Herrens tempelbjerg og smede sværd om til plovjern og spyd til vingårdsknive, så er der tale om noget, der ligger et sted ude i fremtiden. Der bliver stillet noget i udsigt. Epistelteksten taler da også om "herlighedens håb"; det vil sige noget, der ikke er endnu.
Dette fremtidige udfoldes i evangeliet i hvedekornets vækstproces og i Jesu ord om, at ”når jeg er blevet ophøjet, vil jeg drage alle til mig”. Dermed er denne søndag sig bevidst om noget herligt, men ved godt, at det ikke nødvendigvis er her og nu, hvor vi går rundt i januar-halvmørke. Men selv i dette halvmørke er Gud blevet menneske, og mens vi som mennesker må vente med at forstå dette til fulde, spiller det begribeligvis en stor rolle for vores tilværelsesforståelse her og nu.
Som menneske lever jeg i nutiden altid på spring til fremtiden, da fremtiden bliver til nutid om et lille øjeblik. Dette kan jeg vælge at forstå i håbets dimension, således at det, der er lovet af Gud, står i begreb med at blive til virkelighed.
