Hvordan giver Gud sig til kende? Sker det i meteorologiske og astronomiske mærkværdigheder? Således har mennesker til alle tider stillet spørgsmål. I denne søndags sammenhæng skal spørgsmålet ændres til: Hvordan er Gud blevet menneske?
Helligtrekongerstiden har fortalt om naturstridige undere som tegn på, at Gud er blevet menneske og derved har vist sin "guddomskraft", jf. "Herre, fordi du", der er salmen før prædikenen. Men der fortælles, i lighed med samme salme, også om, at den Gud, der er blevet menneske, peger på, at hvedekornet først må ned i jorden og dø, før et videre, opadstigende forløb kan sættes i værk.
Det kan også siges sådan, at der lyder nogle ord fra Gud: 'Jeg har gjort det tydeligt, hvordan jeg viser mig for mennesker, og jeg gør det gerne igen'. Det handler om at miste noget, før der kan ske noget mere. Det er der ikke megen guddommelighed i, vil nogle sige, ligesom andre vil sige, at de ord, der fortæller om dette, bare er et tordenvejr.
Men denne nedadgående og opadstigende proces indeholder også et tilsagn, når Jesus siger, at han vil "drage alle til" sig, og ”hvor jeg er, dér skal også min tjener være”. Dermed er det glædelige budskab, at selv om herligheden skal forstås nedefra, så er tilsagnet ikke dårligere af den grund. Der sker noget mere, eller udtrykt med ordene fra salmen efter prædikenen: ”Nu lever op vor sjæl på ny”.
