Foretrukken læsning: ApG 2, 1-11
Pinseunderet. Der kan naturligvis være grund til at vælge Jeremias-læsningen, men på pinsedag er det vanskeligt at undvære beretningen om Helligåndens komme.
Åndedræt på mange sprog
I anden tekstrække kan man overveje at anlægge en lidt mere jordnær vinkel på pinsedagen. Helligåndens komme er en storslået og enestående begivenhed, men det bringes alt sammen i spil i den enkelte kristnes liv. Helligåndens nærvær kan ses som et åndedræt for den enkelte: Vi indånder luften, det gudgivne. Inde i os sker så en proces, der omdanner vores indånding, så vi lever og udfolder os og ånder ud med en luft, der er iblandet vores eget unikke udtryk.
Helligånden arbejder i mennesket, så troen ikke er adskilt fra mennesket, men findes netop i mennesket i et hav af forskellige udtryk. Ikke ved menneskets fortjeneste, men ved Guds fortjeneste, da han både er skaber og – ved Helligåndens komme – nyskaber.
Jesus lover disciplene, at Helligånden skal være hos dem til evig tid (Joh 14). De er altså ikke udsendt ved egen kraft, men i kraft af ham, som selv virker al forandring og nyskabelse.
Vi ved ikke meget om de enkelte disciple. Men vi ved dog, at de er kommet med meget forskellige baggrunde: fiskere, toldere, frihedskæmpere (zeloter). Men igennem Jesus bliver de til en enhed. De fortsætter med at være vidt forskellige og have vidt forskellige spørgsmål og indvendinger, men i Joh 14 ser vi, hvordan Jesus forener dem i et højere formål. Den, der elsker Jesus, er elsket af Faderen. Altså et liv i fællesskab med den treenige Gud.
Denne søndag kan man også overveje at dykke nærmere ned i, hvad det betyder i en nutidig kontekst, at Helligånden faktisk taler alle forskellige sprog. Det er efterhånden alment anerkendt, at kærligheden kan have forskellige ’sprog’ eller udtryksformer. Man kunne bruge dette motiv som en illustration til at forstå, hvordan Gud Helligånd virker: Hvordan taler han mon til dig og mig, så vi kan forstå det? Og hvordan erfarer vi Helligåndens røst og troens hjertesprog hver især? Det gives der formentlig ikke enkelte svar på, men illustrationen kan åbne en erkendelse af, at Gud måske taler til os på forskellige måder, fordi vi er forskellige. Alene i gudstjenesten kan erfaringen af Guds nærvær komme til udtryk på vidt forskellige måder: for nogle er det oplevelsen af kirkerummet, for andre er det musikken, den fælles salmesang, at lytte til oplæsningen af Bibelens ord, prædiken, velsignelse, nadver eller bønnerne. Og vi kan udvide perspektivet i en endnu mere hverdagslig retning: Nogle erfarer tydeligst Gud gennem naturen, stilheden, en ensom andagtsstund. Andre har måske slet ingen mærkbar erfaring af Guds nærvær, men sætter dog alligevel sin lid til, at han er der. Alt dette kan ses som en del af, hvordan Helligånden taler hvert vores hjertesprog. Og alle disse sprog taler om det samme: Jesus Kristus.
