Palmesøndag er en dag med flere spor. Den rummer det festlige indtog i Jerusalem med folkehyldest og forventningssus. Den rummer også de mere dystre toner fra de følgende dage, hvor passionen træder tydeligere og tydeligere frem. Og så er det en dag, der kredser om, hvilken konge og hvilken magt, vi hylder og søger.
Vi begynder i glæden og forventningen med den gammeltestamentlige profeti om indtoget. Her forudsiges ankomsten af en retfærdig, sejrrig og sagtmodig konge. Filipperbrevshymnen vender det straks på hovedet. Han, der bliver hyldet som jordisk konge på vej ind i Jerusalem, er i virkeligheden en himmelsk konge. Den himmelske konge bruger ikke sin magt til at herske over folkene, men til at tjene. Han er villig til at blive et menneske uden privilegier og endda gå i døden for andre.
Evangelieteksten finder kronologisk sted et par dage efter indtoget. Hosiannakoret er forstummet, og palmegrenene er visnede. Frygt, mistænksomhed, vrede og mørke kommer snigende – også i det rum, hvor Jesus befinder sig. Uden invitation og uden ord træder en kvinde ind og salver Jesus. Traditionelt var salvelsen et led i riterne omkring en kongeindsættelse, men vi får ikke nogen forklaring på, hvilken konge kvinden salver. Måske ser hun ham som en jordisk konge, der vil forandre den konkrete virkelighed. Måske ser hun ham som en himmelsk konge, der vil bringe lys i mørket og håb i modløsheden. Måske ser hun ham som sit hjertes konge, som hun ikke kan andet end overøse med det dyrebareste, hun ejer, nemlig sin hengivenhed og sin stolthed.
Traditionelt var salvelsen også et led i begravelsesriterne. Og sådan tolker Jesus kvindens handling. Han ser det som en forberedelse på sin død. Det er en slags følgeskab på afmagtens vej. Det er et ja til den konge, som Jesus er. Han er Guds Søn, der er parat til at betale selv den højeste pris for kærligheden. Og Jesus hylder hende for modet til at ødsle med hengivelse og afmagt. Det er forsoningens, frihedens, enhedens, Himmelens vej, ("Herre, du vandrer forsoningens vej", DDS 613).
