DDS 743 Nu rinder solen op
DDS 498 Gud, efter dig jeg længes
DDS 28 De dybeste lag
DDS 320 Midt iblandt os
DDS 412 Som vintergrene
DDS 11 Nu takker alle Gud
"Nu rinder solen op" er på den ene side en morgensalme og dermed et enkelt og sikkert valg. På den anden side taler den også på mange planer ind i dagens tekster og karakter. Kingo beskæftiger sig med besindelsen på at leve sit liv efter bedste evne med flid og nøjsomhed, og behovet for dagligt brød nedtones til fordel for "nåde uden mål". Således peges der frem mod både den gammeltestamentlige læsning, Petersbrevet og evangelieteksten.
Med dagens episteltekst bevæger vi os ind mod kernen af fastebegrebet. Fastetiden skulle gerne føre frem til et fokus på de dyder og værdier, der er vigtige i et menneskeliv, og som netop nævnes i dagens Petersbrev: tro, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed.
Vi lader "Gud, efter dig jeg længes" lede op til epistellæsningen, da denne salme netop beskæftiger sig med, hvor svært et menneskeliv kan være. Salmen berører tunge emner som synd, fristelse og frygt, men besvarer dem også med trøst, håb og nåde. Melodien, som jo også bruges til fx "Nu hviler mark og enge" er et formildende element midt i den til tider lidt tunge tekst.
I "De dybeste lag" bearbejder vi den netop læste episteltekst. Her beskæftiger vi os med den længsel, som fastetiden afslører for os. En længsel efter vished og mening. Og en længsel efter dét, der virkelig skal fylde én op. Dermed lægger salmen fint op til evangelielæsningen.
Evangelietekst og prædiken nedtoner vægten af selve bespisningsunderet – mad i overflod er ikke det væsentlige. Herefter bringer "Midt iblandt os" et lidt andet billede på netop dette: Gudsriget er ikke synligt som en overflod eller et mirakel. Det er midt iblandt os. Det er ikke synligt for os, men må fornemmes.
Det er næppe en ren tilfældighed, at fastetiden på vores breddegrader oftest falder sammen med den sidste del af vinteren. Kulde, korte dage og nøgne træer er gode billeder på den fastendes sindstilstand. Derfor tillader vi os at medtage "Som vintergrene" velvidende, at man typisk har taget hul på den første forårsmåned, inden man når midfaste; vintergrene, der i deres afmagt giver plads til, at Gud kan sætte frugt.
Vi runder af med "Nu takker alle Gud", en helt enkel takkesalme. Tak for miraklerne, javist, men også tak for, at vi har andet og mere, der kan fylde vores liv med mening.
