Til denne langfredag finder man et bud på en liturgisk gudstjeneste. Ser man under første tekstrække, vil man finde et bud på en langfredagsgudstjeneste med en traditionel højmesseliturgi.
Præludium
Gammeltestamentlig læsning: Sl 22,2-22a (evt. kun vers 2-3)
DDS 197 Min Gud, min Gud
Kollekt
Interludium
Evangelielæsning: Luk 23,26-31
Interludium
Evangelielæsning: Luk 23,32-43
Interludium
Evangelielæsning: Luk 23,44-49
KSB 917 Lad langfredagsblikket se
Refleksion
DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner
Bøn, fadervor og velsignelse
DDS 201 Det hellige kors, vor Herre selv bar
Exitus
Vi har i dette forslag prioriteret, at læsningen af lidelsesberetningens tre dele ikke skal afbrydes af salmer. Der er ord nok at forholde sig til for menigheden. Derfor lader vi her læsningen blive brudt kun af musik fra kor, solister eller orgel. Med dette valg lader vi menigheden forholde sig lyttende i denne del af gudstjenesten. Herefter vil man som menighed opleve at gå ind i en mere aktiv fase, hvor man synger, siger Fadervor, står op under velsignelsen og tager stilling til en refleksion.
"Min Gud, min Gud" svarer direkte på ordene i Sl 22: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Vi dvæler her ved det fortvivlede råb og mærker genkendeligheden i netop fortvivlelsen. Måske kan der ligge et spinkelt håb netop i genkendelsen – i at Kristus har været i fortvivlelsen før os.
Det er en salme med to ret forskellige melodier. Det vil altid være et dilemma, hvordan man sætter en fællessangsegnet melodi til en tekst fuld af mørke og decideret smerte. Vi foreslår Morten Nyords melodi, der rummer dissonanser, som hjælper os til måske ligefrem at mærke smerten. Det er ikke nogen nem melodi, men hvis den spilles tilstrækkeligt tydeligt, er den heller ikke umulig. Man kunne endda lade en melodinær improvisation over salmen indgå som gudstjenestens præludium, hvis man føler behov for at hjælpe menigheden i gang.
"Lad langfredagsblikket se" opsummerer hele lidelsesberetningen, næsten som et ekko. Salmen er skrevet i et moderne lyrisk sprog, der sætter historien ind i en nutidig kontekst og åbner os for den refleksion, der ligger efter salmen.
Med den kendte og elskede "Hil dig, Frelser og Forsoner" lader vi endelig fortrøstningen få en plads midt i mørket, inden vi slutter af med "Det hellige kors, vor Herre selv bar": en stilfærdig lovprisning, der kommer direkte fra korset.
