Præludium
J.S. Bach: ”O Mensch, bewein dein Sünde gross”, Orgelwerke band V, Edition Peters eller en improvisation over eller gennemspilning af Morten Nyords melodi til KSB 917 "Min Gud, min Gud"
Gammeltestamentlig læsning Sl 22,2-22a
Salme DDS 197
Kollekt
Interludium I
J.S. Bach: ”O hoved, højt forhånet”, Kor-koraler ved Harald Vilstrup, Wilhelm Hansen
Evangelielæsning Luk 23,26-31
Interludium II
Laurids Lauridsen: ”Gak under Jesu kors at stå”, 22 koralbearbejdelser, Edition Egtved
Evangelielæsning: Luk 23,32-43
Interludium III
G. Rossini: "Quando corpus morietur”, Stabat Mater, Carus
Evangelielæsning: Luk 23,44-49
Salme KSB 917
Refleksion
Salme DDS 192
Bøn, Fadervor og velsignelse
Salme DDS 201
Exitus
W.A. Mozart: Ave verum corpus, Edition Egtved
Præludium
Langfredag er det svært at komme uden om Bach. Han er nok den komponist, der bedst har indfanget vores syn på passionsberetningen. Vi begynder derfor med hans koral over "O, Mensch, bewein dein Sünde gross" (O, menneske, begræd din store synd) – en tekst, der udtrykker menneskets delagtighed i langfredagsmørket. Ved at åbne langfredagsgudstjenesten med denne koral sætter vi tonen an fra første færd – mørket langfredag er ikke kun nogle konkrete mænds skyld for 2000 år siden; vi har alle del i det mørke, som springer ud af langfredag.
Alternativt foreslår vi en gennemspilning eller en tydelig og melodinær improvisation over Morten Nyords melodi til "Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig". Vi har foreslået netop denne som første salme, og da melodien er lidt kompliceret, kan man overveje at præsentere den for menigheden allerede i præludiet.
Interludium I
"O hoved, højt forhånet" behøver næppe megen introduktion; en af de store, klassiske salmer til langfredag. Ved denne gudstjeneste er den udeladt som fællessalme, da den i Bachs harmonisering kommer fuldt til sin ret som korsats.
Interludium II
Lauridsens "Gak under Jesu kors at stå" skruer op for et moderne, men dystert univers. Med en langsom melodiføring i tenorlejet og et akkompagnement fuld af dissonanser bliver korsets smerte helt tydelig for os.
Interludium III
"Quando corpus morietur" refererer direkte til Jesu ord til røveren i anden del af evangelieteksten. Ordene er blot vendt om, så de hverken kommer fra Jesus eller røveren, men fra os: "Når min krop dør,/ lad min sjæl blive givet / Paradisets herlighed. / Amen".
Det er en lang og lidt vanskelig, men meget smuk korsats. Dog kan den afsluttes allerede efter takt 27, hvis man, af hensyn til gudstjenestens helhed eller slet og ret af hensyn til koret, ønsker en kortere version. Har man et par solistiske kvindestemmer, vil vi nævne, at Pergolesis kendte Stabat Mater også indeholder en sats over samme tekst, som er værd at overveje.
Postludium
Vi slutter med Mozarts "Ave verum corpus" for kor og klaver/orgel. En hyldest til Kristus, "det sande legeme". Korsatsen gør sig godt både med professionelle sangere og med et amatørkor, og den sender menigheden hjem med nogenlunde fortrøstning, trods dagens mørke karakter.
