Der skal selvfølgelig ikke ses hen over evangelietekstens lidelse. Og der skal gerne sættes ord på al den lidelse og uretfærdighed, der overgår mennesker – og i dag kunne man især nævne de helt og aldeles værgeløse ofre. Prædikenen må gerne deltage i Rama-skrigets sorg over og protest mod den nedværdigende lidelse, der vansirer verden, og nogle gange giver den et grimt ansigt. Der er eksempler nok for præsten at gøre brug af – selvom man også skal være opmærksom på, at man kan komme til at bagatellisere menneskelig lidelse i en prædiken, hvis man bruger den (for) illustrativt eller instrumentalt.
Når det er nævnt, så kan det også virke som en bagatellisering af lidelsen, om man blot taler om Jesus-barnets redning, når fortællingen lader så mange andre børn dø. Det må gælde om at lade Jesusbarnet være bærer af lyset og håbet – som introduceres i gudstjenestens første læsning fra Salmernes Bog.
I I anden række. Prædikenvejledninger til anden række (2009) skriver Marianne Christiansen meget flot frem, hvordan Jesus spejler prototyperne Noa og Moses, der begge reddes fra undergangen for at bære lyset, håbet og forjættelserne videre. Af dén grund skal Matthæus have fortalt Jesus på flugt til Ægypten. Der kan peges på andre prototyper.
Evangeliet er, at mørket ikke slukker lyset. At lidelsen ikke kan udslette menneskelighed og håb. For forsynets Gud vil altid bane vej for lyset og håbet, så vi ikke bliver væk og fremmede for det.
Håb er – med et bibelsk udtryk – at håbe med håb mod håb. Det vil sige at håbe på det, man ikke kan se. At håbe på det, øjet ikke kan se, fordi håbet står til Gud. Den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Havel skelner mellem håb og optimisme. Håb er en ’åndens tilstand’, ikke en ’verdenstilstand’: ”Håb er […] en åndens og hjertets orientering, der rækker ud over det umiddelbart levedes verden og er forankret et fjernere sted, bag dens grænser”. Håb er altså ikke (almindelig) optimisme, for dén kommer af en afvejning af forholdene i den situation, man står over for. Men håbet er forankret i noget, som ligger hinsides al beregning: ”Jo mere ugunstig den situation er, i hvilken vi bekræfter vort håb, jo dybere er dette håb. Håb er ikke simpelthen optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går. Jeg tror altså, at ... det håb henter vi så at sige andetstedsfra”, Fjernforhør Gyldendal, 1992).
Men alt afhænger ikke bare af Gud. Eller: Håbet er også inkarneret i os. For det afhænger også af Josef, som er Herodes’ modstykke af faderomsorg. Gabriel Marcel skriver i sin bog om håbets metafysik Homo Viator, at håb er aktiv tålmodighed. Det er godt sagt. Også sådan er Josef den håbefulde: gennem aktiv tålmodighed. Josef gør noget – aktivt. Han handler, og han beskytter moderen og barnet. Han finder veje og udveje. Prædikenen kunne godt give den i baggrunden handlekraftige Josef lidt plads.
Og så kunne prædikenen slutte med at handle om håbets inkarnation – passende på en julesøndag.
