Forslag A til ligestemmigt kor (SA)
Gode, lette, men også iørefaldende emner til enten eget arrangement eller blot unison sang kan findes i både bind 1 og 2 af Salmer og sange i skole og kirke. Jeg har ofte transponeret tonearten op til børnekorsbrug i forhold til de trykte tonearter, men det må man afgøre med sig selv.
Willy Egmose/ Lars Busk Sørensen: ”I stalden, i krybben, så kær og så køn”, Salmer og sange i skole og kirke bd. 1 nr. 27, Folkeskolens Musiklærerforening 2000
Janne Mark/ Claus Præstholm: ”At se Marias liv er vokset”, Salmer og sange i skole og kirke bd. 2 nr. 48, Dansk Sang 2010
Merete Kuhlmann, arr. for unisont kor og orgel (tekst: Martin Luther): ”Lovet være du, Jesus Krist”, Lutherrosen (FUK 141) Mixtur 2017
Forslag B til ligestemmigt kor (SA)
Merete Kuhlmann: Magnificat (SSA a cappella), Mixtur 2015
Herbert Sumsion: ”Magnificat” (SA og orgel), Engelsk kormusik 2 for lige stemmer, Edition Egtved 1987 (MK A005)
To forslag af større sværhedsgrad, men begge satser tåler at blive øvet grundigt på i efterårets løb for derefter at indgå i korets generelle koncertrepertoire.
Blandet kor (SATB)
Googler man ’Free scores’, kan man finde ældre udgaver af megen god (international) julemusik. Har man både organist og erfarent kor til rådighed, findes der gode sager for korlederen her. Ligeledes fine (ældre) a cappella-værker. Man kan søge på ’magnificat’ på imslp.org. Her finder man Magnificats af fx Bairstow, Vaughan Williams, John Ireland og mange flere.
Forslag A til blandet kor (SATB)
Per Drud Nielsen: “Of a Rose, a lovely Rose”, Of a Rose – seks engelske Mariaviser, KOR 72 2018.
Per Drud Nielsen: “There is no Rose of such Virtue”, Of a Rose – seks engelske Mariaviser, KOR 72 2018.
De to satser har en yndefuld karakter og er enkle i satsen, men kræver dog noget tekstarbejde.
Of a Rose er en samling af motetter til Maria, der på den måde kan siges alle at være relevante i forhold til dagens tema. De har akkompagnement af enten blæserkvartet eller tasteinstrument og hele udgivelsen kan hentes her:
Of a Rose - partitur
Of a Rose - klaverudtog
Of a Rose - blæserstemmer
Per Günther: ”En sød og liflig klang”, Lovsynger Herren: 16 motetter til kirkeåret, Mixtur 2012.
For kor og orgel, nuttet orgelakkompagnement, solistiske passager ad libitum.
Trond Kverno, arr.: ”O sanctissima: Siciliansk folketone” (SATB + diskant, evt. orgel), O sanctissima: Korbok for advent-og julehøytiden, Norsk Musikforlag 2002 (11720A)
Her er vi muligvis ude i protestantisk grænseland, men selve folketonen i melodien er yderst charmerende, og ønsker man et ’pastoralt’ korindslag, er denne sats velegnet.
Forslag B til blandet kor (SATB)
C.P.E. Bach: ”Magnificat anima mea Dominum”, Magnificat i D-dur Wq 215, Bärenreiter 2004
Forslaget er meget ambitiøst, men korsatsen er overkommelig, og hvor bliver man dog i godt julehumør af denne musik!
George Dyson: ”Magnificat i F” (både engelsk og dansk tekst), Engelsk Kormusik bd. 1, Edition Egtved 1986
Charles Villiers Stanford: Magnificat i B (både engelsk og dansk tekst), Edition Egtved 1996
Forslag A til kirkesanger
Johannes Johansen: ”Til en lille stald på marken”, Min egen salmebog nr. 35, Poul Kristensens Forlag 1996.
En julesalme, der følger vort formål: at fremhæve Maria. Melodien er ’Once in royal David’s city’ eller i dansk koralbog "I blev skabt som mand og kvinde’"
DDS 105: ”Venner! sagde Guds engel blidt”
En julesalme, der efter min opfattelse næsten er gået i glemmebogen. Men den er både tekstligt og melodisk (Henrik Rung) fin, og skal derfor fremhæves her. Den betoner tillige kirken som vort Betlehem – hvis man skal bruge den pointe.
Forslag B til kirkesanger
George Dyson: “Magnificat (unison) c-mol”, English Church Music vol. 2: Canticles and Responses, (edited by Robert King, series editor: John Rutter) Oxford Choral Classics 2011.
Et energisk og flot Magnificat for en trænet sanger. Kan også synges af kor.
G.F. Händel: ”He shall feed his flock" (version I for sopransanger), Messias
Disse pastorale satser fra julenat kan være meget vederkvægende midt i al juletumlen, og menigheden elsker dem.
Postludium
Eftersom de fleste organister har både egne ’forråd’ til juletidens gudstjenester og egne opfattelser af, hvilken musik der egner sig til denne tid, bringes der kun forslag til postludier. Der er kun valgt ældre musik, fordi musikken i forslaget til første tekstrække var mere udfarende, men i og med, at salmevalget til anden tekstrække nu alternerer ret kraftigt, er det passende med en ’afbalancering', så her følger nogle stilfærdige emner.
Da salmeforslaget har brudt med konventionerne for juleaften, vendes postludiet også til det modsatte af det store orgelbrus.
Julenattens mørke venter:
Georg Friedrich Händel (arr. Robert Gower): “Pifa” (pastorale) fra ‘Messias’, Oxford Book of Christmas Organ Music, Oxford University Press 1995
Har Maria fået en mere fremtrædende plads, vil denne fine orgelbearbejdelse klinge smukt:
Johann Sebastian Bach (arr. Harvey Grace): “Schlafe, mein Liebster” fra ‘Juleoratoriet’, Oxford Book of Christmas Organ Music, Oxford University Press 1995
Zipoli, jesuitermunk og musiker, har skrevet denne yndige og enkle sats, der er velegnet til små instrumenter:
Domenico Zipoli: “Pastorale”, Sonate d’Intavolatura per Organo e Cimbalo, Bärenreiter
Har man det store orgel, og vil gerne forene det mere storladne med den intime ’staldstemning’, så bør også her nævnes Francks romantiske hyrdemusik:
César Franck, “Pastorale”, opus 19, Selected organ works, Bärenreiter