Kærligheden er farveblind og seende
Der findes en fortælling om en prinsesse, der kun ville giftes med den, der kunne fri til hende med en blå rose. Bejlerne kom fra nær og fjern, men ingen af roserne faldt i hendes smag. Pludselig dukkede en god, skøn prins op og præsenterede prinsessen for en rose, som hun straks erklærede for blå. Alle andre hævdede, at den var hvid, men prinsessen hævdede, at det var dem, der var farveblinde!
Sådan var det også for disciplene. De ville helt klart sige, at de elskede Jesus, men alligevel vil de have ham anderledes, end han er. På vej ind i fastetiden, hvor de følges med ham på vej mod Jerusalem, vil han skuffe dem mere og mere, så de kan ikke blive ved med at være blinde for, hvem han virkelig er, og hvad der virkelig er hans bestemmelse.
Som vi før har set det med de små børn, der blev båret til Jesus, så har disciplene meget travlt med at holde de små og de uværdige væk fra Jesus. De truer ad dem, der bærer de små børn frem, og nu igen ad tiggeren ved Jeriko. Han skal holde bøtte, skal han. Men tiggeren giver ikke op, for han har nemlig noget andet, der er blindt ud over sine blinde øjne. Han har blind tillid. Og tillid kan i modsætning til kærlighed godt tåle at være blind – ja, er måske i virkeligheden altid blind. Tiggeren har blind tillid til, at Jesus kan gøre noget for ham. Den blinde ser i ét nu, trods mørket bag øjenlågene, mere end de fleste. Indser, hvem Jesus er, og hvad han er kommet for at gøre. Troens og kærlighedens blik er et blik bag blikket. Jesus Kristus er Guds kærlighed i kød og blod. Den kærlighed, der altid er parat til at se hvide roser blå, fordi Gud elskede vores blå planet så højt, at han lod sin søn føde på den, for at enhver som har blind tillid til ham ikke skal fare vild, men ledes i retning af evigheden.
Bønnen, der ser Gud i hjertemørket
Man ser uklart i et gammelt bulet spejl, også selv om den ikke er gal med synet. Der kan dukke nye og gamle ansigter op i spejlet ved siden af én selv, for lyset kan falde så forskelligt på de andres ansigter og på vores, og vi synes sommetider, at vi ikke engang genkender os selv, men står der og misser – ser som i et spejl i en gåde. Noget, vi troede var vigtigt, glider i baggrunden, mens andet med ét står klart.
Vi erkender stykkevis, forklarer os stykkevis, lever vores liv i små bidder og stykker hele tiden sammen efter bedste evne. Som børn gør det: tager nyt ind, forsøger at omsætte det og forsøger at få plads til så meget modsætningsfyldt. Endnu ser vi os selv og hinanden i et spejl, i en gåde. Og en gang imellem sker miraklet: Vi ser ind i et andet menneskes øjne og ved, at vi er blevet set. Både som småbidder og som et hele. Måske ikke erkendt fuldt ud, men set. Elsket. Og måske er det her, vi får et lille glimt af det, der skal komme. Og det er på én gang så storslået og enkelt. Så uforståeligt og så ligetil, at det næsten ikke er til at bære. Og vi må sige: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig”. Det er hjertebønnen. Bønnen, der opstår i hjertemørket og kaster lys omkring sig. En helt enkel bøn, der altid kan bedes – selv når vi ikke har kræfter til at sige så mange ord: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over os”.
Den ligner også de ord, der lyder ved Jerikos mure, da den blinde tigger råbte: ”Herre Jesus Kristus, Davids søn, forbarm dig over mig”. Også her viser sprogets styrke sig. Den blinde tigger kan ikke se eller løbe hen til Jesus, men han kan nå ham med ord, lige som vi kan nå hinanden med ord – selv i mørke. Som når et barn kalder i natten og bliver hørt og trøstet, eller når vi fører samtaler i ly af mørket. Som Jesus Kristus, Guds ord, skjult og åbenbaret i kød og blod kan nå os. Og vi kan med den blinde tigger sige: Herre Jesus Kristus, vær Herre i mit liv, så jeg ikke bare er overladt til mig selv, for dér går jeg til. Gør vores øjne seende. Lad os turde erkende det, vi ser. Vær med os i hjertemørket, så vi ikke er så alene. Lys for os med dit ord, så vi kan tale med genlyden af dit skaberord på vores tunge.
