DDS 369 Du som gir os liv og gør os glade
100S 887 Gud i livets dybder (kor eller kirkesanger)
DDS 294 Talsmand, som på jorderige
100S 892 Troen er ikke en klippe
DDS 596 Kender du den livsens kilde (vers 1)
DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid
I Hans Anker Jørgensens "Du som gir os liv og gør os glade" bliver det sagt ligeud: ”I kan ikke tjene Gud og Fanden” – det åbner gudstjenesten, og vi får at vide, hvad vi skal passe på. ”I skal se med kærlighedens øjne, alt det skabte skal I passe på. I skal ikke tro på gyldne løgne”. Så er det sagt.
Salmen mellem læsningerne "Gud i livets dybder" rammer os med sin bøn i den formørkelse og rådvildhed, som Profeten Mikas ord har efterladt os i. ”Svaret fra det dybe, / fra Guds moderhjerte / fra Guds broderhjerte / det er Jesu bud”. Så stille kan Hans Anker Jørgensen også digte.
Sandhedens ånd taler til os inden prædikenen i "Talsmand, som på jorderige": ”Sjælesørger fra det høje”. Grundtvig maler billedet klart for os, og Lindemanns melodi er fuld af kraft. Her er ingen tøven. Og vi bliver ikke strøget med hårene.
Salmen efter prædikenen – "Troen er ikke en klippe" – bruger billedet af storm og klippe for at sige noget om, hvad tro ikke er. Troen kan svigte, og troen kan gribes midt på den gyngende grund. Tro er at turde tale sandt om livet, tale sandt om mennesket: ”vove sig dybt ind i mørket, hvis der for alvor er kaldt”.
Vi foreslår, at der ikke er fællessang under nadveren, så opmærksomheden rettes på fællesskabet om sakramentet. Første vers af "Kender du den livsens kilde" efter bortsendelsesordene peger på det vand, som ikke er en ødelæggende stormflod, men den ”livsens kilde, hvorfra nådens strøm udgår… saligt sødt dens vande glider”. Nadveren er den nådeflod, der strømmer fra Guds hjerterod.
Sommersalmen "Gak ud, min sjæl, betragt med flid" på den svenske melodi af Söderblom sender os ud fra gudstjenesten med et særligt blik på Guds gaver. Og slutter med bønnen om at vi, den dag, vi skal rykkes op med rod, må omplantes og stå i læ ved livets væld.
