DDS 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre
KSB 817 Jeg hører hjemme i dette hus (kor eller kirkesanger)
DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud
DDS 370 Menneske, din egen magt
DDS 441 Alle mine kilder (vers 6)
100S 806 Nu er det åndens lyse tid
Indgangssalmen "Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre" åbner gudstjenesten med en energisk, dansende melodi og lader det gode budskab om Guds rige brede sig: ”ud over jorden og indtil den yderste ende, vil han sit budskab om fred og om nåde udsende”. Den bevægelse er vi med i her ved vores gudstjeneste, og hvad det indebærer, skal denne gudstjeneste nu udfolde.
Helle Søtrups salme "Jeg hører hjemme i dette hus" på den fine folkemelodi forlænger Prædikerens rytmiske, gentagne, modsætningsfyldte liste over alt det, der sker under himlen: ”jeg samler tanker, jeg samler stumper, jeg samler kræfter til mine slag” (vers 1).
Kan man synge "Du som går ud fra den levende Gud" uden for pinsetid og en ”morgen i maj”? Salmen handler om, hvad der venter det menneske, der går ud i verden i apostlenes spor: ”det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester”, jf. evangelieordene fra Jesu udsendelsestale.
Lars Busk Sørensen skriver i "Menneske, din egen magt" om det ansvar, der er pålagt mennesket, dér hvor det har magt. Vi er redskaber for Guds kærlighed. For hinanden: ”synker du til bunds i sorgen, / rejser Gud dig op i morgen/ med din næstes milde hånd”.
Vi foreslår, at der ikke er fællessang under nadveren, så opmærksomheden rettes på fællesskabet om sakramentet. Med sidste vers fra Grundtvigs "Alle mine kilder" bliver himmel og jord fyldt af Guds evighed.
"Nu er det åndens lyse tid" griber tilbage til den tvetydighed og dobbelthed, der er i den verden, som vi er bundet til. Udgangssalmen opsummerer menneskets opgave: at skabe med. Og slutter i en bøn til Gud om at komme med sin ”grænseløse sommer” – i erkendelsen af (og bekendelsen til) menneskets begrænsethed. Hans Dammeyers melodiske 6/8-dels vals sigter fint efter en sangbarhed og en blanding af visens fortolkende karakter, små rytmiske brud med valsetakten og en slutning, der peger mod lyse tider.
