Ungdommen
Vi møder i dagens tekst et menneske, der ikke vil være lille. Ikke vil være barn længere. Han vil gerne gøre noget. Han vil gerne tage ansvar. Og han vil gøre det bedste, han kan. Han sætter mål for sin tilværelse. Han er barn af vores tid. Han lever i fremtiden. Sin egen. Han stiler højt: evigt liv. Jesus afslører dette, da han beder ham om at sælge alt, hvad han ejer. Det er ikke et nyt lovkrav som betingelse for at blive frelst og få evigt liv. Men med opfordringen viser Jesus den unge mand hen på det liv, der leves her og nu, i stedet for at ’bruge’ livet til at tjene point til den fremtid, vi ønsker for os selv.
At manden går sin vej, viser på den ene side, hvor halvhjertet, han er. På den anden side viser det, hvor meget han ligger under for det pres, som lovens paradigme lægger på den enkelte ifølge den gamle ordning: Han tror, at han er ansvarlig for sin egen skæbne og mister troen på den gode Gud (med inspiration fra Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig. Hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge, Klim 2020).
Næstekærlighed
Mange undrer sig over, at næstekærlighedsbuddet ikke er at finde blandt de ti bud. Men det nævnes i dagens tekst som et af de vigtigste, i hvert fald i Matthæus’ miljø. Den unge mand mener at have opfyldt det hele. Men bliver vi færdige med at forholde os til næsten?
I Bibelen 2020 er næstekærlighedsbuddet oversat til: »I skal elske hinanden på samme måde, som I elsker jer selv« (3 Mos 19,18b). Tidligere fængselspræst Carl Lomholt har kritiseret denne oversættelse både sprogligt og forståelsesmæssigt ('Kærlighedsbuddet er mere end uheldigt oversat i Bibelen 2020' i Præsten årg. 2020 nr. 47 og 48). Det radikale budskab bliver afsvækket, når det bliver til en kollektiv opfordring i stedet for det direkte forhold mellem et du og ’din næste’. Den unge mand ønsker at frelse sig selv: gøre det, der skal til for at få evigt liv. Men næstekærlighedsbuddet sætter os i et forhold til det andet menneske, som vi aldrig ’overkommer’. Buddet handler ikke om dig selv, men viser dig hen til ’din lige’, dit med-menneske, ”der er en, som dig”, ifølge Lumholt. Det er et krav om at sætte sig i den andens sted, et krav om solidaritet. ”Én er den gode,” svarer Jesus den unge mand. Og peger dermed hen på Gud, for hvem alting er muligt: at give alt hvad han ejer for at frelse dig, der ikke kan frelse dig selv – frelsen i troen på Jesus Kristus, der er ’min lige’.
