Jesus’ elever aflægger trosbekendelse, og han giver dem mandat til at bygge kirke på denne bekendelse. Men i samme åndedrag forbyder han dem på det strengeste at dele bekendelsens indhold med nogen.
Er det ellers ikke kirkens opgave: at fortælle, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, der skænker syndernes forladelse til alle? At her – måske som det eneste sted – er selv den ubærligste lidelse lindret og dødens kolde greb løsnet for altid ved ham?
Eller er der et tidspunkt, hvor selv kirken bør tie og lade noget stå ukommenteret, fordi hans ord trods alt er af en anden kraft end vores? Ligesom ritualordet i dåben og nadveren? I gudstjenesten og kirkeårets stadige gentagelse? Velsignelsens få ord kan sige mere end de mange ord i resten af gudstjenesten.
Altså: En tid til lade stå i stedet for at forklare? En tid til at lytte i stedet for at fortælle? En tid til at veje ordene på guldvægten, i stedet for at snakke derudad?
Kan ord og musik forbindes i en gudstjeneste sådan, at regibemærkninger og snak overflødiggøres, og ordene giver plads til Ordet? At gudstjenesten, måske som den eneste samværsform, på én gang holder på Messiashemmeligheden og dog får udtrykt det hele?
