DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære
DDS 330 Du, som ud af intet skabte
DDS 265 Om salighed og glæde
DDS 323 Kirken den er et gammelt hus
KSB 881 Et hus at komme til
DDS 308 Helligånd, vor sorg du slukke
Hvordan indleder man bedst en højsommersøndag, hvis tema er kirken? Vi fandt frem til "Himlene, Herre, fortælle din ære", der viser Guds stadige skaberkraft gennem den høje himmel. Men det er i kirken, at nat og dag kan tale med hinanden. Ordet samler det hele.
Som reaktion på Jeremias’ kaldelse foreslår vi "Du, som ud af intet skabte." Ikke kun på grund af ”tjener, tal” i fjerde vers, men også fordi salmen så fint forklarer, hvad kirkebygningen står her for. Salmens teologi er traditionel, men sproget nyt. Melodien er på samme måde.
Nogle gange i løbet af kirkeåret beskrives Kristus som kirkens hovedhjørnesten, altså den sten, som blev vraget og smidt væk, men som trods dette bærer hele bygningen. Således også i dagens epistel, og den efterfølgende salme, "Om salighed og glæde", samler budskabet op og danner udgangspunkt for det efterfølgende. Også i dag bygger prædikenen ligesom resten af gudstjenesten på den vragede, men dog holdbare hjørnesten.
Efter prædikenen foreslår vi salmen om de levende sten, "Kirken den er et gammelt hus", en rigtig Grundtvig-klassiker om kirken ikke blot som et gammelt hus med en lang tradition, men som et symbol på det liv, kirken lever og udfolder, først og fremmest i gudstjenestens fællesskab: Døbefonten minder os om dåbsordet som en stadig livskraft, alteret om at Kristus deler ud af sig selv. Og byggestenene til det hele – det er menneskerne!
"Et hus at komme til" er nye ord og toner om det gamle hus. Her lægges vægten dog ikke på ordet og fællesskabet, men på kirkens fredhellighed. Her kan enhver søge hen og finde et helle i – eller fra – verden. Tidstypisk siger salmen du, ikke vi. Hvis man vil, kan man bytte om på denne og "Kirken den er et gammelt hus".
Vi er normalt glade for at placere en Helligåndssalme i formessen, men det skader ikke, hvis Helligånden også følger med ud i verden. Især ikke, når salmen er så kort som denne, "Helligånd, vor sorg du slukke". Det skader heller ikke at huske ved udgangen, at nøglemagten – til Himmeriget – som Jesus overdrog disciplene, dybest set altid er skaberåndens egen.
