Trosbekendelsen
For nogle er trosbekendelsen svær at sluge og derfor også at få over sine læber. Som en facitliste. Når den for eksempel er fast inventar forud for dåben, menighedssvar i gudstjenesten (ofte endda sunget, hvilket kræver både sikkerhed og fortrolighed), og obligatorisk udenadslære for konfirmander, skal man så tro 1:1 på hvert et ord i den? Er den lige så vigtig som eksempelvis Fadervor (vi behandler den næsten sådan)? Eller kan formen også blive så fast, at det, der skulle fremme og støtte troen på Kristus, ender med at spærre for den?
Peters trosbekendelse er anderledes kort, men siger stadigvæk det hele: Du er Kristus, den levende Guds Søn. Som om Kristus er den ultimative anden end mig selv, og jeg dog kan være helt mig selv i bekendelsen til ham. Bekendelsen er et svar på en tiltale. Ikke kun som et forkyndt budskab, men fordi en erkendelse, et møde, et levet liv taler til os. Trosbekendelse begyndte derfor anderledes dynamisk og bevægeligt, end vi opfatter det i dag. Både Det Nye Testamente og oldkirken byder på flere forskellige bekendelser, alt efter situation og sammenhæng. I den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse tog man dåben med i selve bekendelsen, i stedet for at adskille de to ting fra hinanden. Måske dette princip kunne give anledning til eftertanke i en tid, hvor den folkelige dåbsopfattelse i praksis er blevet til anabaptisme, altså noget for voksne, som vi samarbejder med Gud om, i stedet for at være Guds suveræne handling, der gør alle til børn, nemlig Guds børn.
Reformatorerne kaldte bekendelserne for symboler, altså noget ganske andet end facit- og tjekliste. Snarere et billede, der samler og viser noget, som altid er meget mere end billedet. Men som vi er med i, også før vi selv går til bekendelse.
Inklusion
Vi er børn af inklusionens tid. For år tilbage skulle folkeskolen for eksempel nedtone specialklasser for at inkludere alle i det almindelige. Men det måtte laves om igen. Menneskers forskellige forudsætninger anerkendes ikke altid bedst ved at sende alle ad samme spor. Det er også menneskeligt at gøre op med normen, til tider, også når man står alene om det.
Folkekirken skal også være rummelig og bred, ja inkluderende. Dens mandat blev trods alt givet til mennesker, der flygtede og fornægtede deres lærer og ven, da det gjaldt. Men kirken må også være parat til at stå udenfor og gøre op med normen. Protestere mod samtiden, når tidsånden kører på automatpilot, undertrykker og vil ensrette mennesker. Kirken er eksklusiv og udvalgt, nemlig for det menneskes skyld, der står alene.
