DDS 441 Alle mine kilder
DDS 419 O Gud, hør min bøn
DDS 588 Herre, gør mit liv til bøn
DDS 598 O Gud, du ved og kender
DDS 652 Vor Herre! til dig må jeg ty - vers 7 (Vor Herre! ja, nu er du nær)
DDS 302 Gud Helligånd! o kom
Vi indleder med "Alle mine kilder", som med udspring i Esajastekstens overflødighedshorn af Guds nærvær fører videre til evangeliet.
Med "O Gud, hør min bøn" henvender menigheden sig meditativt til Gud ved gentagelsen af Taizé-sangens ene vers; dette bliver et musikalsk udtryk for den kredsen, vi var inde på under den tværfaglige samtale.
Bønstemaet føres videre i "Herre, gør mit liv til bøn", som også har et kig både tilbage til påsken og frem mod pinsen. I salmen sammenligner jeg mig selv med Jesus i Getsemane Have: Han bad også med angst og kunne, lige som jeg, heller ikke se en vej frem (vers 2). Og jeg beder Helligånden om at lære mig at bede ret, som Jesus gjorde (vers 4). Det er denne bøn, der er ”vejen frem”, det er den nære forbindelse, som bønnen skaber mellem mig og Gud, som baner en vej for mig.
"O Gud, du ved og kender" bliver anvendt som skabelon for prædikenen og opsamler dermed dennes pointer. Niels Thomsen skriver om Kingos salme, at vi føres frem til en selvfølgelig sammenhæng mellem tid og evighed, mellem livet her og livet i evighed: ”Fordi jeg ikke har grund til at frygte døden, har jeg heller ikke grund til at frygte noget i livet nu. Vi kan hente frimodighed, fordi vi kan lægge både livet og døden i Guds hånd.” (Som den gyldne sol frembryder – Forbrugervejledning til 21 Kingosalmer, Books on Demand s. 70).
"Vor Herre! ja, nu er du nær" er det tilbagevendende nadververs i tiden mellem påske og pinse – se 1. søndag efter påske.
Vi slutter med "Gud Helligånd! o kom", der peger frem mod pinse og samtidig sender os ud af kirkerummet med en bøn på læben. Her har vi valgt Windings samtidige melodi fremfor Laubs, da den bedre passer til det romantiske sprog i salmeteksten.
