Vi drøftede brugen af julesalmer her i adventstiden. Afsnittet med adventssalmer er begrænset, og nogle af dem har et billedsprog, som er vanskeligt at forstå og ikke siger ret mange noget i dag fx "På Jesu blodig død og sår" (DDS 75). Til gengæld er der flere julesalmer, end man kan nå at synge i juletiden.
Derfor har vi – trods organistens generelle holdning til, at der bør være så mange adventssalmer som muligt i adventstiden, og at man gemmer julesalmerne til juletiden og derved prioriterer, at salmerne kan synges i den kontekst i kirkeåret, de er tænkt ind i – valgt ikke mindre end to julesalmer.
For os var det vigtigt at finde de salmer, der passede til denne søndag og dermed blande gamle og nye, kendte og ukendte, mindre indsungne salmer – ligesom vi gør resten af kirkeåret.