DDS 743 Nu rinder solen op af østerlide
DDS 366 Nogen må våge
100S 885 Døm ikke den, der falder
DDS 321 O kristelighed
DDS 688 Skal kærlighed sin prøve stå
DDS 696 Kærlighed er lysets kilde
Indgangssalmen "Nu rinder solen op af østerlide" er ikke som sådan direkte afledt af dagens læsninger. Det er heller ikke en søndagssalme – om gudstjenesten osv. – men en hverdagssalme. Den er tæt på det daglige liv, som alle dagens læsninger kredser om. Der, hvor budene står deres prøve.
Udover at det er godt med en kort salme efter en lang, har vi kigget efter noget, der kommer dagens første læsninger lidt nærmere end den bredere indgangssalme. Det blev "Nogen må våge", der tydeligt repeterer buddet om at værne den svage – og forkynder en, der allerede gør det.
Epistlen kredser om dom og fald. Det samme gør salmen "Døm ikke den, der falder"
"O kristelighed" er salmen efter prædikenen. For der skal stærkere sager til at få et krav om fjendekærlighed til at glide ned, tænkte vi, det må blive en af de store salmer om Gudsriget. Hvis vi skal (efter-)ligne Kristus, må det komme af kriste-lighed, altså af, at han selv har gjort sig lig os. Altså af opstandelsen, som Paulus var inde på som begrundelse for broderkærligheden, og dermed af dåben og nadveren.
Nu vi er ved nadveren: Ifølge Brorsons "Skal kærlighed sin prøve stå" er der ikke andet end Jesus’ milde blod til at mildne vores, så det ophører med at være ondt. Igen tænker vi også, at det styrker en gudstjenestes indre kraft, når dens stemmer blander sig med hinanden: Kingo, Brorson, Grundtvig, og noget nyere.
Slutreplikken bliver Grundtvigs med "Kærlighed er lysets kilde". Men en slutning er det egentlig ikke. Salmen fortæller, at det hele tiden er her som en mulighed – det, der skal gøre os fuldkomne, selvom vi ikke er perfekte.
