Sandhed og løgn
Når der sker noget overraskende, siger man: Det er da formodentlig løgn!
Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt!
Når der sker noget skønt, siger vi: Det er for godt til at være sandt!
Hvad er det for en forestilling, vi har om en sandhed, der udelukker det overraskende, det forfærdelige, det skønne og det gode – og kun tolererer det dagligdags som sandt?
Og så siger man oveni købet tit om sandheden, at den er ilde hørt. Og når man siger det, mener man vel, at den afslører noget, man måske godt ved om sig selv, men ikke har lyst til, at andre skal vide, eller man gør en opdagelse om sig selv eller andre, som man hellere ville have været foruden.
Den nøgne sandhed
H.C. Andersens forfængelige kejser med de nye klæder kendte selv den nøgne sandhed; enhver, der så på ham, kendte den, og dog var alle enige om, at den nøgne kejser var alt andet end sandheden – ja, måtte ikke under nogen omstændigheder være sandheden. Men er den i grunden ikke altid nøgen, sandheden? Den har jo ikke behov for at være andet, for den har ikke noget at skamme sig over. Det er os, den kaster lys på, der kan have noget at skamme os over.
Sandheden er ikke som løgnen nødt til at give sig ud for at være noget, den ikke er. For sandheden lever af at erkendes som dét, den er, mens løgnen dør af at erkendes som dét, den er. Sandheden er altså sandheden ligegyldigt, hvad man mener om den. Kejseren var splitternøgen, uanset hvor meget guldindvirket tøj, man kunne mene ham på. Den forfærdelige nøgne sandhed var, at kejseren var en forfængelig nar, og på den led er der sikkert noget i os alle, der ligner ham, også når vi har tøj på! I gamle dage kaldte man det en sandhed, at jorden var flad, og den, der hævdede noget andet, risikerede sit liv ved sådan at rokke ved det verdensbillede, man var enedes om. Sandheden har dog ikke ændret sig en tøddel: jorden var og er rund. Sandheden er ganske uforandret, selv om menneskers mening om den har ændret sig.
Selv om sandheden ikke lader sig anfægte af vores mening om den, så anfægter sandheden i høj grad os, præcis som den anfægtede dem, Jesus taler med i dagens tekst. Han siger det meget tydeligt: Jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Han kunne have sagt: Selv om jeg siger sandheden, tror I mig ikke, men han siger altså lige ud, at det er fordi, han siger sandheden, at vi ikke tror ham. Der er altså noget i os mennesker, der modsætter sig sandheden, og noget i os, der ikke vil høre – og det er nok dét i os, der har løgnen til far og skyr sandheden. Navnlig hvis den kommer os på tværs, omgås sandheden kreativt:
Gud eller guld?
Teologi kan være kreativ, og det er ikke af nyere dato – i al fald ikke i praksis. Kreativ teologi går ud på, at mennesket skaber sin egen Gud, og det var lige præcis, hvad det jødiske folk gjorde, da de støbte sig et billede af en tyrekalv og tilbad det. Profeten Jeremias må også have kendt til det forhold, at mennesker skabte sig en Gud ved at støbe et gudebillede og tilbede det, for han siger et sted: ”Gudebilleder er som fugleskræmsler i en melonmark: de kan ikke tale, og de skal bæres, for de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt”. Den korsfæstede Jesus Kristus kan i sin positur have en vis lighed med et fugleskræmsel, og samtidig ser han tusinde gange værre ud. Sådan en Gud ville mennesket aldrig være kommet i tanker om at skabe sig: en mand på et kors, en sølle figur med en silhuet som et fugleskræmsel. Sandheden er ilde hørt, og her hænger han, sandheden om Gud – en sandhed, der adskiller sig uendeligt fra fugleskræmslet, der hverken kan tale eller gå, men må bæres.
Jesus derimod kunne både tale og gå. Han vandrede vejene tynde, han talte med alle og enhver og tit med dem, som ingen andre gad tale med; talte om, at Gudsriget var kommet så nær, at det allerede var her. Han er den, der bærer verdens synd – det vil sige, at han er den, der bærer vores uvilje mod sandheden, så vi ikke som Adam og Eva behøver at gemme os for Gud. Nej, det særlige, der skal til, har Gud selv gjort. Vi korsfæstede Jesus Kristus, og det var der ikke noget særligt ved. Gud oprejste ham fra de døde, og det var der til gengæld noget særligt ved – noget særligt, der samtidig er en sandhed, som ofte er ilde hørt, men ikke desto mindre er en sandhed, der ifølge sandhedens væsen er en sandhed for alle. Gud oprejste ikke Jesus fra de døde for nogle bestemte menneskers skyld, men for alle menneskers skyld.
At have løgnen til far er at lade den herske i sit liv og bilde sig ind, at døden alligevel altid får det sidste ord. At se Gud som sin far er at have blik for den forfærdelige sandhed, at vi korsfæster ham, ikke at vende sig væk fra den skønhed, der er i korsets sandhed og ikke at være for stor til sandheden om Guds godhed, der helt ubegribeligt flyder ned gennem korset og ud i verden. At have blik for, at sandheden kan se fuldstændig unyttig ud og alligevel være sandheden. Spørg aldrig om det nytter, men om det er sandt, sagde Kaj Munk - der blev skudt, fordi han ikke ville tie stille med sandheden.
