Både organist og præst var skeptiske, da vi skulle i gang med denne søndag. "Lad os se, om vi kan få noget nyt ud af den historie", sagde vi. Ikke fordi den ikke er god og velfortalt og oprigtig glædelig i sit budskab. Men fordi den er så klassisk og velkendt. Fortællingen om den fortabte søn er en grundfortælling, et kendemærke på hele den kristne tro: Her kan du altid komme tilbage, uanset hvor langt du er kommet ud.
Men hvis netop denne søndags evangelium er så grundlæggende, hvorfor kommer det så først nu? De to foregående søndage har vi skullet igennem både dødssynder og afkald på de ultimative personer i vores liv. Hvis tilgivelsen er så ubetinget fra Guds side og har været det hele tiden – det som troen og menigheden egentlig skal vokse ved – hvorfor skal vi så vente flere søndage på den?
Kunne det handle om, at der somme tider skal gøres rent bord, inden der kan skabes noget nyt? Et tema om byggeri går igen og igen disse søndage. Første søndag efter trinitatis ville den rige bonde bygge større lader, men nåede aldrig så langt. Anden søndag spørger Jesus retorisk, om den, der bygger et tårn, ikke sikrer sig, at han kan fuldføre byggeriet? Og nu på tredje søndag fortæller epistlen, at Guds husstand ikke finder anden holdbar byggegrund end apostlenes og profeternes, der igen har Kristus selv som hjørnestenen. Kunne alt dette byggeri også være et fingerpeg om gudstjenestens væsen, og dermed kirkemusikerens og præstens opgave: at sangen og musikken sammen med Ordet er dét helt særlige, der både gør rent bord og bygger op på ny?
