Det virkede meget gammelklogt – og voksent – da den 20-årige datter sad i sofaen og med skrækblandet fryd åbent ud i stuen erklærede: “Det er gået op for mig, at man aldrig bliver voksen. Ikke engang de voksne er voksne.“
Gives der et øjeblik i et menneskes liv, hvor man kan sige: Nu er jeg klar, nu er alt faldet på plads? Nu ved jeg, hvad jeg skal vide. Nu er jeg i mål, nu kan jeg, hvad jeg skal kunne. Selv den professionelle musiker bliver aldrig færdig med at øve på sit instrument; i det øjeblik hun tror sig færdig med at øve et bestemt stykke musik, ‘dør’ det for hende.
I en præstations- og perfekthedskultur er det vigtigste at lære måske at turde aflevere et ufærdigt stykke arbejde: en gymnasiestil, en oversættelse eller en matematikopgave, som man véd ikke er fuldstændig færdig, ikke er 100% korrekt.
I hvilken stand tør og kan vi aflevere vores liv? ”Lev som skulle du leve evigt, lev som skulle du dø i morgen”, sagde organistens gamle mor. Hos Paulus hedder det: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil 2,12).
Nøgleord: stræben
Menneskelivets begyndelse og slutning henligger i et uigennemtrængeligt mørke. Hvad vi kom af, og hvad der skal blive af os, er gådefuldt for os. I livets præsens ligger derfor vores kald. Et kald, hvis udførelse nådigt farves af den gud, der kalder sig alfa og omega, og som er med fra begyndelsen til enden.
”Giv os begyndelsens ord. Og slutningens.
Vi fylder selv sætningens fængsel ud…”
Merete Torp: Digte II (1996)
