I hvilken stand tør og kan vi aflevere vores liv?
Under coronapandemien var den politiske strategi i Danmark, at færrest muligt skulle dø. Teologen Iben Tranholm udtrykte sin bekymring for denne ‘kollektive dødsangst’: “Det er klart, at hvis man ikke tror, der er et liv efter døden, så gælder det om at holde sig fast så lang tid, man nu kan få på jorden, men hvis man ser livet som en test på, hvor man skal tilbringe evigheden henne, og hvad evigheden er for noget, så giver det livet et helt andet perspektiv”. (DR P1: Tal til mig, januar 2021). Men hvori består testen?
Stræben
Der er en indbygget stræben i det at leve. Hvad den stræben retter sig imod, kan være mange ting. For den kristne er det foreningen med Gud. Men det er længslen, der er drivkraften, ikke de konkrete præstationer i sig selv: “Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det” (Fil 3,12).
Men denne stræben bliver tomhed, jagen efter vind, hvis den udelukkende beror på vores egen præstation, på at vi når i mål ved egen kraft.
Der er intet nyt under solen: Vi fødes, elsker, lever, gifter os, køber, sælger, dør, generation efter generation, sådan har det været siden Jobs og Lots dage, ja siden Arilds tid, men kommer vi i henseende til at nå frelsens mål, længere? Vorherre må altså selv gribe ind for at fuldende værket og uanset, hvornår Han gør det, vil det for os være en forstyrrelse af, hvad vi er i gang med – for vi vil altid (som menneskehed) være ’in medias res’, midt i vores stræben, lige i gang med noget, på vej til at blive bedre, næsten færdige, men ikke helt...
Vi vil derfor aldrig blive parate, forberedte, det vil uanset, hvilket tidspunkt Vorherre vælger, virke voldsomt, pludseligt, som en afbrydelse, en ødelæggelse. Men i Guds perspektiv, som er evighedens, vil det være det helt rette øjeblik. En standsning af ‘værket’ med henblik på at sætte et nyt tandhjul ind, en skovbrand, der raserer, men danner grobund for ny vækst.
Afslutning
I digtsamlingen Hjemfalden (1991) skriver Søren Ulrik Thomsen:
”At tabe det hele og bære det med sig
som en usynlig skønhed
lagt til ens eneste ansigt.
(…)
At tale sig frem til sin stemme og glemme
sig selv, gå planken ud og blive benådet,
lade sandheden falde
og lægge sjælen til ro på et brændende blad.”
Kan vi tåle at tabe det hele? Hvad kan vi bære med os? Afslutningen er en spændingstilstand mellem at miste alt og at vinde det – ved afslutningen står vi med alt det, der var, i hænderne og ved ikke, hvor vi kan gøre af det. Den erfaring kommer op i os ved allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Ordene, der blev sagt, kyssene, der blev givet, alt, der var mellem os – hvor bliver det af, når vi siger farvel? Afslutningen lader det falde ned i erindringen, hvor vi ved, det kun er i vores magt at bevare det en vis tid. Vi taber med tiden det hele. Afslutningen rummer derfor også et stærkt håb: håbet om, at det, der var, er værdifuldt nok til at kunne bæres med. Og håb om, at det, der ikke var så heldigt, det vi egentlig hellere ville give slip på – de ord, der ikke skulle være sagt, de handlinger, vi hellere skulle have ladet være med at udføre – at de kan samles op igen.
Forvandling
Den stakkels, prøvede Job har mistet alt, hvad han ejede i livet og alle dem, han elskede. Han har opgivet alt og ser større håb for det træ, der er hugget om, end for sit eget domsfældede liv. Jobs erfaring af, at hans liv og hans verden ikke kan bestå ved hans egne kræfter, magt og vilje, deler vi. Og vi fortvivler derover, fordi vi aner, at det ikke skulle være sådan: at verden og menneskelivet fra begyndelsen ikke var ment til at skulle gå til grunde. Gud vil noget andet med sit skaberværk end dets undergang; han vil dets fuldendelse. Det er dén forvandling, Paulus taler om: Det forgængelige skal iklædes uforgængelighed. Døden og glemslen skal ikke være afslutningen.
Der ligger noget ude i fremtiden, på den anden side af vores opgør, vores afslutninger og domsafsigelser, der muliggør forvandlingen. Som skal give os vores fuldendte skikkelse og vores liv dets fulde betydning. Som er den bevægelse, hvormed det hele tabes og bæres med. Balancepunktet mellem at tabe det hele og bære det med, markeres af dommen: Vi kan ikke selv gøre op med vores liv, vores fortid og handlinger. Der må finde en forvandling sted, der på trods af alt det, livet blev, kan lægge ”en usynlig skønhed” til.
Mennesket som et træ
Både 21. og 25. søndag efter trinitatis hører vi, at ”for et træ er der håb” (Luk 13,6-9; Job 14,7). Mørk er november her ved kirkeårets afslutning, vandet fryser og træerne står afklædte, nøgne. Hvorfra henter man styrke i tider, hvor man selv føler sig udsat, afklædt, nøgen? Hvis man ikke har barkede næver, store som skovle, klar til at tage fat i verden, ja måske knap kan finde kræfterne til at løfte sit eget liv, bære dets byrder, dets tyngde?
De bibelske træ- og grenmetaforer er mange og forskelligartede og at prøve at forene dem alle i ét billede kan nemt blive forceret. Så ender man med ikke at kunne se skoven for bare træer. Men sådan er det måske netop med Guds rige – som en konfirmand sagde: ”Det er ligesom, hvis man står inde i en skov, så kan man ikke sige ”Se, der er en skov””. Eller da et andet hold konfirmander diskuterede, hvad man kan bruge træ til – papir, skibe, huse, kors, blyanter – og et kvikt hoved så til sidst udbrød: ”Træer er gode til at lave skove af!”. Mennesker er gode at bygge kirke af, både de unge skud og de gamle barkede af slagsen, og de halvvisne, som skulle have været hugget om; også for dem er der håb. Guds rige er en vokseplads, hvor enhver kan ”stå bred og værdig midt i glæden med al det, man er”, som Helle Søtrup formulerer det (Kyshånd, s. 16, Eksistensen, 2017)
Midt iblandt jer
Hvor Menneskesønnen er, er det godt at være. For med ham gives begyndelsen og enden på samme tid. Dermed bliver livets tremmer rykket ud i pause-ro (Jørgen Gustava Brandt ”Tænk, at livet koster livet”. DDS 14), så tiden ikke føles som et sætningsfængsel, der skal fyldes ud, men tilværelsen kan blive ren væren.
