“Jeg tror i hvert fald ikke på en gammel mand med hvidt skæg, der sidder oppe i himlen!” Det er et automatsvar, man ofte hører på spørgsmålet: “Tror du på Gud?” Og tænker man, hvorfra forestillingen om Gud som en hvidskægget gamling på sin himmeltrone mon kommer, så gives svaret denne søndag med Daniels profeti om Den gamle af dage.
I ”Fædreneland!” (Højskolesangbogen nr. 382, 19. udgave) digter Grundtvig karskt og poetisk om ”den gamle af dage”, der våger over og indestår for Danmarks skæbne. For Grundtvig er det soleklart, at den nationale historie er fældet ind i frelseshistorien, derfor kan og vil landet trods krig og trange tider se sin genopstandelse i møde (vers 7). Men har sådan en forsynstanke grobund i vor tid – bør vi ikke sende Den gamle af dage på pension? Er det ikke et forældet, forenklet og også for naivt gudsbillede?
Men i det øjeblik Gud ikke længere arbejder (opretholder), kan Sønnen heller ikke arbejde. Det er, hvad vi får at vide i 2 Kor: “Min far arbejder stadig (i Bibelen 2020-oversættelsen står ”altid”) og jeg arbejder også” – det er altså et far-og-søn firma. Den gamle kan ikke sendes på pension, for dermed ophører Sønnens magt og myndighed: “Jeg kan ikke gøre noget som helst af mig selv, jeg gør kun det, jeg ser min far gøre”.
Paulus’ stærke afstandtagen fra kroppen og forestillingen om det jordiske som noget midlertidigt, går umiddelbart dårligt i spænd med nutidens ekstreme dyrkelse, pleje og vedligeholdelse af kroppen. Der er intet i den synlige verden, der kan overbevise os om, at kroppen ikke vil slides op og dø. Alligevel gør vi alt, hvad vi kan for at undgå det sker.
Paulus taler derfor direkte til os: Vi sukker, fordi vi ikke kan holde ud, at vi er under opløsning; ønsket om at leve sundt og holde kroppen ung er en måde at købe sig mere tid og kan ses som et forsøg på at udsætte – ja, måske helt afskaffe – dommen, alderdommen i hvert fald!
At pensionsalderen her i landet sættes op, begrundes samfundsøkonomisk, ikke ud fra en betragtning om gamle menneskers særlige kvalifikationer.
IT-folk pensioneres efter 16-17 år i branchen, derefter kan de ikke finde på nyt og innovativt, balletdanseres kroppe er udtjente i 40 års-alderen. Til gengæld lader det til, at dirigenter kun bliver bedre med alderen, ligesom en høj alder synes at kvalificere paver og amerikanske præsidenter.
Måske bærer de gamle på en skat til eftertiden i form af erfaringsviden (man kunne også kalde det visdom), altså den slags viden, man ikke kan læse sig til? Googlesamfundet baserer sig på en akkumulering af fakta, som det gælder om at have hurtig og nem adgang til. Man henter den isolerede viden, man her og nu har brug for, men mister måske evnen til at tænke i større sammenhænge, såvel historisk, politisk, som religiøst? Hvis de gamle ingen status har i samfundet, hvad gør det så ved vores opfattelse af Gud som Den gamle af dage. Hvad betyder det for os, for kristendommen, for vores oplevelse af en sammenhængende historie, at Gud er en gammel Gud, der ikke kan sendes på pension?
Nøgleord: alderdom
Gnags synger om det at være gammel som noget værdigt og om kvaliteten ved de dage, der skal komme, hvor synet frem nok afkortes af den forestående død, men blikket samtidig længes ved at skue mod en horisont af en anden verden. Den profane beskrivelse af alderdommens langsomme dage med enkle meningsfulde her-og-nu-foreteelser, såsom at spise mandler med myntestænk ved havnen, lægger op til den teologiske tale om tidens fylde, der hører den forestående advent til – kirkeåret bliver også gammelt!
”Når jeg blir gammel
skal byen kende til kærlighed,
der hvor solen går ned.
Der er et lys, der rækker helt ind til land
på den anden side af ensomheden.”
Peter A.G. Nielsen fra albummet Mister Swing King (1989)
