Søndagens tekster indbyder i dén grad til dogmatiske refleksioner over forholdet mellem Fader, Søn og Ånd, hvilket kunne udfoldes både frelseshistorisk, inter-trinitarisk og soteriologisk. Med inddragelsen af dommen og skyldsspørgsmålet risikerer man nemt at geråde ud i et tungt teologisk foredrag fremfor en lyttevenlig prædiken.
Dom og skyld
I et radiointerview reflekterede musikeren Allan Olsen engang over livets forskellige aldre. Han nævnte barndom, ungdom og alderdom, og spurgte derpå retorisk, hvad den -dom hedder, der ligger mellem ungdom og alderdom – fattigdom måske? ”Vi voksne anser jo os selv for de skabende, det er os, der danner sproget – voksne mennesker vil ikke have en dom over sig, det deler vi ud til de gamle og børnene”.
Samme Allan Olsen fortæller i selvbiografien Tilfældigt strejfet (2015) om, hvordan han som bette knægt rendte rundt i de nordjyske marker, og en dag fik han den idé, at han da godt i ly af den store halmballe, der var stillet op derude, kunne stryge en enkelt tændstik. På ingen tid brændte hele stakken ned. Og mens røgen steg mod himlen, kom hans bedstefar, stillede sig ved siden af ham og spurgte: ”Hvad skal køerne nu leve af i vinter, Allan?” Det var ikke et retorisk spørgsmål, heller ikke pædagogisk, men bare sagt sådan ligefremt, fordi den gamle vitterlig ikke vidste, hvordan de skulle klare den. Hele livet har Allan Olsen båret rundt på skylden og den dårlige samvittighed overfor sin bedstefar.
Den lille dreng med tændstikken på marken opdagede den dag, at han levede under dom. Intet menneske, uanset alder, kommer uden om dommen. Heller ikke i voksenalderen, hvor meget vi end prøver at undsige os. Derfor behøver vi en dømmende Gud, en Gud, der tager vores liv og vores handlinger alvorligt, som ikke lader det være lige meget, lige gyldigt, om vi gjorde det ene eller det andet.
Men den Gud, der i sin tid idømte mennesket syndsbevidsthed og dødsstraf har nu overladt dommersædet til Menneskesønnen – ham, der har taget synden på sig og overvundet døden. På korset gør Gud sig den ultimative erfaring med det ituslåede, domsfældede menneskeliv. Dér lader han vor skyld, vor synd, vor smerte gå lukt igennem sit legemes sluse (Søren Ulrik Thomsen: ”At tabe det hele og bære det med sig”, Hjemfalden, 1991, så vi bliver nye: tilgivet, frimodige.
Opstandelseshåbet lever derfor ikke af troen på, at der endnu er tid tilbage, vi kan købe os ind i. Den, der er voksen, må erkende, at tiden løber ud. Opstandelseshåbet beror på det løfte, vi hører sagt af Jesus ved døbefonten: ”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” og som indfries, når Vor Herre sidder på tronen og siger “Se, jeg gør alting nyt” (Åb 21,5). Det løfte, der bærer os gennem hver skyldbetyngede dag, i barndom, ungdom, voksendom og alderdom. Som han forvandledes, skal vi forvandles. Som han lever, skal vi leve. Som han hører sammen med Gud, skal vi høre sammen med Gud. Sådan som det fra tidernes morgen var Den gamle af dages gode vilje for verden og for os.
