Ud fra Esajas’ formulering “Se, jeg har tegnet dig…” diskuterer vi billedet på Guds omsorg som det at være i hans hænder; metaforen er ikke uproblematisk. Er et liv i Guds hænder et beskyttet liv, et sikret liv? Hvordan ligger tilværelsens veje og vildveje i forlængelse af, eller hvordan fører de til, et ’liv med Gud’?
Haruki Murakami fortæller i romanen 1Q84 (2009) om en ung kvinde, der føler sig som statist i sit eget liv, som om hun bare spiller en rolle i en historie, der ikke er hendes. Så vender det for hende, og hun får en oplevelse af, ikke alene selv at have noget at skulle have sagt, men ydermere, at hun kan ændre fortidens handlinger, selvom historien, livet hun lever, er skrevet. Hvordan lever vi som Guds børn en historie, der er skrevet, samtidig med, at det bliver vores egen historie?
Og hvordan gør vi det uden at tage noget fra andres historie? Vi må ikke bringe nogen til fald – det gælder om at holde muligheden for frelse åben for ethvert menneske – for den, der bringer til fald, har åbenbart mere på samvittigheden end den, der falder.
Nøgleord: håndholdt
Livet i Guds hånd er en falds-erfaring, hvor fald (synd) og grebethed (nåde) er del af den samme bevægelse:
"Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der Én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans hænder."
af Rainer Maria Rilke: ’Efterår’ (1902) oversat af Thorkild Bjørnvig.
