DDS 747 Lysets engel går med glans
DDS 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme
100S 872 Vi synger for dig, Herre Gud, Helligånd
DDS 45 Jeg går i fare, hvor jeg går
DDS 67 Jeg så ham som barn med det solrige øje
DDS 752 Morgenstund har guld i mund (vers 4 og 5)
”Lysets engel går med glans” er billedet på Guds omsorg: Gud ser til store og små, vi synger om os selv som asylets fattige børn. Englen er kosmisk lys, men også hver vores personlige engel, der våger over os – måske dén, der i himlen står ansigt til ansigt med vor Fader? (Matt 18,10b).
I de første fire linjer af ”Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme” citeres to af dagens tekster. Med første salme begyndte vi med lys og barnetro. Men vi ved af bitter voksenerfaring, at ”natten kommer”. Her i efteråret, mod kirkeårets slutning forstår vi godt, hvad det vil sige, at ”Nådens tid er lig en nordisk sommer”: det er dommedagsprofeti foldet ind i den fineste poesi. Vi mindes om, at det er i kraft af dåbspagten, at vi altid kan vende tilbage til Gud som hans børn (vers 2). Den kønne pietistiske melodi er mindre kendt – til gengæld er den let at lære: Melodien består af gentagelser: 1. og 3. linje = 4. og 5. linje. 6. = 7. linje. 8. = 9. linje (med lille forlængelse i tid).
Det er den treenige Gud, der handler med os fra fødsel til opstandelse i ”Vi synger for dig, Herre Gud, Helligånd”. Den tilkendte status fra barndommen (”Du kaldte mig himlens barnlille”) tages med ind i voksenlivet, hvor den udfoldes som tillid og nådeserfaring. Livets kamp er reel, men det er Kristi kamp for os også! Guds hænder er både dem, der rækker os det daglige brød, og som løfter stenen fra graven (vers 5). Erling Lindgrens gode og højskolesangbogslignende melodi er yderst sangbar og let at huske med sine mange tonerepetitioner, gentagelser og sekvensagtige passager.
Salmen ”Jeg går i fare, hvor jeg går” tager ikke den erfaring fra os, at livet er en farefuld vandring, men samtidig siger den, at vi er under Guds omsorg. Lysets engel vender her tilbage som medvandrer i voksenlivet. At vi går blandt engle, ses ikke, det er en tros- og tillidssag. På den måde opererer salmen i krydsfeltet mellem yderste fare og beskyttelse.
Som altergangssalme peger vi på ”Jeg så ham som barn med det solrige øje”, for som ved dødsøjeblikket kan ens liv måske også passere revy under nadveren? Charlotte Rørth oplevede noget lignende i sit møde med Jesus (som hun har beskrevet bl.a. i bogen Jeg mødte Jesus (Informations Forlag, 2015): Hendes liv vises foran hende som en film, alle fortrydelserne, fejlslagene, synden og undladelsessynderne. Og Han kigger på hende gennem det hele, og siger “hvor er det godt at se dig”. Gennem salmen synges om forskellige syner af Jesus og om den syndserkendelse, der vækkes, efterhånden som man bliver ældre. Idet salmen bruges som nadversalme åbnes et dobbeltsyn: Man knæler, bliver lille – og bliver selv set af Kristus – modtaget og godtaget.
Med de sidste to vers af ”Morgenstund har guld i mund” afsluttes gudstjenesten kort og fyndigt. Selvom vi ikke bryder os om at klippe i salmerne, er der med disse to vers nærmest tale om et ‘autoriseret salmeuddrag’. Med den nåde, vi selv lever af, møder vi vort medmenneske.
