Arveskyld og arvesynd
Kan man arve skyld? Kan og bør nuværende generationer undgælde og undskylde for forfædrenes ugerninger? Påtager man sig fædrenes skyld, følger skammen med. Det er skammen, Greta Thunberg prøver at vække hos ’de voksne’, de politiske ledere, alle de, der smykker sig med flotte ord, men efter hendes mening ikke handler derefter (”How dare you...”). Som en anden Paulus tugter hun sig selv hårdt: Hun vil ikke være sådan en, der siger ét, men gør noget andet (1 Kor 9,27). Men hvor Paulus kan udholde anstrengelser, modsigelser og prøvelser i fortrøstning om, at han er Vorherres ufortjente medarbejder, bukker den lille Greta i filmen om hende (Greta, 2020) under i overbevisningen om, at menneskeheden er overladt til sig selv og får løn som forskyldt for alle tiders klimatiske undladelsessynder.
Hvis vi i stedet for arveskylden tager arvesynden på os, sættes vi over i et liv, der kan leves i en mere realistisk tilgang til, hvad vi magter og ikke magter. Hvad der er menneskets opgave, og hvad der er Guds. Sagt lidt ’bon mot’-agtigt: Skyldige er vi på hver vores måde, syndige er vi på den samme måde. Hvor skylden er konkret, og kræver placering af et ansvar, er syndens omfang uoverskueligt; vi kan ikke frelse os selv fra at være syndige (fejlbarlige) mennesker, der har brug for frelse.
Vil vi både råde bod på fortiden og reparere fremtiden bliver det for stort et spænd, vi bliver overanstrengte. Det er ikke en sådan overanstrengelse, evangeliet fordrer af os, det er derimod udholdenhed. Ikke en passiv venten på, at Gud kommer og rydder op i det kaos, vi har skabt ud af hans oprindelige skabelsesorden. Men modet til at tage livtag med livets og tidens udfordringer i troen på, at der med Guds hjælp, trods ødelæggelse og død, kan blive ny skabelse, nyt liv.
Omvendelse som fokusering
Hvis man, som med et Janushoved, prøver at orientere sig i alle (u)mulige retninger bliver man ‘ude af sig selv’. Man kan få en oplevelse af ikke at være samlet sammen, af at bestå af en masse stykker, som ikke er inde i én selv, mens man som en anden tallerkenkunstner prøver at fange dem ind og hele sig selv og verden omkring sig.
Eller man stivner som en saltstøtte i angst eller opgivelse, som Lots hustru, der ikke måtte vende sig om for at se Sodomas ødelæggelse, men skulle turde gå sin fremtid i møde i troen på, at Gud havde hun ikke i ryggen, men foran sig. Men, som Helle Søtrup erkender: “Det er nok for meget forlangt af et menneske, at det ikke må se sig tilbage” (Audiens s. 51, Eksistensen, 2014)
Gudsbegrebet
Det kan synes trygt og uproblematisk at forholde sig til Gud som den gode Skaber, der sætter verden i gang og placerer mennesket i den. Men hvis vi begrænser vores opfattelse af Vorherre som ’den store bevæger’ bliver frelseshistorien bare til ’historie’.
Hvis vi skal forstå, hvordan Gud også kan være en del af ’verdens ende’, går vejen gennem Kristusbegivenheden – den proces, hvorunder Gud bevæger sig fra at forsvare sit vældige, store navn (Åb 3,8) til at være sit (eget) nye navn (Åb 3,12). Gud er ikke kun den store oprydder, han er med i kaos – for at vi ikke skal blive ofre for vores egen uformåenhed og selvovervurdering.
Den kristne(s) skæbne
Når livet føles som et kapløb med døden, når kloden brænder, og naturen råber ”det er for sent”, er udfordringen at turde holde fast i troen på, at ”Kristus er os nær her, og det er det vigtigste, der er at sige nu.”, som Christian Dickmeiss formulerer det i sin prædikensamling Nærvær Undervejs (s. 89 Syddansk Universitetsforlag, 2008): ”det har ingen hast – det der forestår – det sker nemlig i Guds time”. For vores skæbne, som den er givet os med Kristus, er ikke, at vi skal dø, men at vi skal leve (1 Joh) – sejrskransen er allerede vundet (Åb 3,11).
Dermed handler menneskelivet ikke kun om, hvad vi fra generation til generation kan præge hinanden med af skyld og skam og ideologi, men om hvad vi åndeligt kan blive til – ikke i kraft af os, men i kraft af Guds nyskabelse, Vorherres – ikke vores – (selv)realisering. Han er den, der har lukket en dør op for os, som ingen kan lukke i. Når tårnet er væltet ned om ørerne på os, respiratoren er slukket, og træet hugget om, så står døren åben. Fra evangeliet får vi ikke forsikringer om, at vi ikke bliver ramt af et tårn, men om at vi er under Guds omsorg, selvom vi bliver det.
Skæbnebegrebet må her holdes åbent, så der ikke bliver tale om fatalisme, men at det enkelte menneskes frihed og ansvar betones, samtidig med overbevisningen om, at Gud gennemfører sin frelsesplan.
Den evangeliske pointe må fastholdes: Alt bliver godt! Dog ikke på grund af vores kraftanstrengelser, men anstrengelsen er nødvendig for at holde ud og holde ved, så man stadig er med, når det sker.
Udholdenheden, staminaen er altså det element af sjælelig eller åndelig styrke, der holder mennesket i en vis balance og på ret kurs her og nu. Det gælder ikke bare om at bide tænderne sammen og vente, men at udholde i troen på, at der er et ’telos’ (et iboende formål, en mening eller et mål) for ens anstrengelse. Nogle gange er vi givet at se eller erfare det i vores tid, andre gange er vi henvist til troen på, at det sker uden for vores tid, men hvad begge angår, tror vi, at det sker inden for evigheden – i den tid, som er Guds fra skabelse til verdens ende.
Og netop troen på, at vi er delagtiggjort i begge begivenheder, giver den stamina, vi har brug for i den mellemliggende tid – med og på trods af alle dens tegn.
