Dagens tekster er voldsomme. Der tales om forhærdelse, forfald, et ondt endeligt og om at blive kvæstet af hovedhjørnestenen. Vi talte om, hvordan man kan have brug for noget, der er lettere, som modvægt til en sådan tyngde og alvor. Ikke for at tale uden om, men for at balancere tingene, så vi kan tage dem ind. Præstens prædiken har betydning for den balance, men også musikken! I salmevalget vil vi derfor forsøge at få noget fortrøstningsfuldt og let repræsenteret. På den måde kan salmerne også hjælpe os til at få øje på evangeliet, det glædelige budskab, på denne dag. Det kan nemlig være lidt svært at se i evangelieteksten selv.
Ordene i dag er tunge, og ord kan i det hele taget fylde meget i en gudstjeneste. Der kan være meget at kapere rent intellektuelt. Det kan derfor måske være godt med nogle ’ordfri zoner’ i en gudstjeneste, nærmere bestemt musik uden ord/sang fx som instrumentalmusik under nadveren.
Evangelieteksten førte til en samtale om vores dobbelte sind, hvor vi med Paulus’ ord ikke gør det, vi egentlig vil – og omvendt (Rom 7,19). De to brødre, der siger ét og gør noget andet, er det, vi alle har i os. Ligesom Martha og Maria, som vi mødte 15. og 16. søndag efter trinitatis, også begge findes i os alle, uperfekte eller fejlbarlige som vi er. Vi må trøste os med, at vi heldigvis også er skabt i Guds billede, for ellers skulle vi sige ’undskyld at vi er her!’. Og vi må være glade for, at der er noget, der hedder Guds nåde og trofasthed (jf. Rom 11,29).
Noget om vores metode
Før mødet om en given søndag havde vi hver især læst teksterne og tænkt i mulige salmer til dagen. På selve mødet læste vi som det første teksterne sammen. Undervejs i projektet opstod en særlig praksis: Organisten læste teksterne for præsten, som lyttede uden at læse med. Især for præsten var det en sjov øvelse, som tydeliggjorde, at en tekst tages anderledes ind, når den kun går ind ad øret – som det ofte er tilfældet for kirkegængere. Nogle ting høres tydeligere, andet fanger man ikke. Denne lytteøvelse kunne også være en påmindelse om, at ”troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17), og at man via øret måske lytter mere med hjertet end med forstanden.
Efter oplæsning af teksterne dykkede vi ned i ord, begreber og billeder, der rørte, udfordrede eller på anden vis standsede os, og via den proces fandt vi gudstjenestens tema eller røde tråd. Samtidig hermed foretog vi salmevalget, som kom til at bestå både af salmer, vi hver især havde fundet i forvejen, og salmer, vi fandt sammen. I valget af salmer har vi lagt vægt på, at deres melodier ’fortæller teksten rigtigt’. Dvs. at melodien passer til teksten, hvad angår betoninger, tonalitet, rytme og stemning. Derudover har vi haft som mål at lægge ’plejer’ væk, og fx gå efter nye salmer samt komme godt rundt i rigdommen og mangfoldigheden af salmer. Dog naturligvis med en balance mellem nyt og gammelt, kendt og mindre kendt.
I det tværfaglige møde oplevede vi begge at få øje på andre aspekter, sådan at vores respektive fokus og tilgang flyttede sig qua samtalen. Gudstjenesternes vinkling, linje og tema er derfor resultat af den fælles drøftelse. Til slut valgte vi sammen en kollekt, der passede til temaet. Og derefter færdiggjorde vi hver for sig henholdsvis musikvalg og homiletiske overvejelser, som der var sprunget idéer til i den fælles drøftelse. Vi har begge ført pennen i det skrevne produkt.
Arbejdsmetoden har været grundig og givende, samtidig med at den har været effektiv og struktureret, hvilket også vil være nødvendigt, hvis den skal kunne bruges i det daglige virke. Vi har fundet processen inspirerende, fordi vi begge blev udfordret på vores vanlige praksis og i samarbejdet fandt nye tilgange til tekster, salmevalg og musik.
