DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge
KSB 830 Af dybt, dybt kaos
DDS 633 Har hånd du lagt på Herrens plov
DDS 616 Herrens røst, som aldrig brister
100S 806 Nu er det åndens lyse tid
DDS 380 Op dog, Zion! Ser du ej
Når der er klage og modsigelse i læsningerne, må vi hellere begynde modsat: med en lovsang, "Giv mig, Gud, en salmetunge", der fastslår et grundfast guddomsvælde af miskundhed. Hos Gud er alting ægte, og Gud puster selv det falske væk som avner af korn, så den ægthed, teksterne efterlyser, kan komme frem.
Dagens indledende læsning fra profeten Jeremias udtrykker sorgen over Guds fravær – vel at mærke henvendt til Gud selv – og Gud griber ind. Bevægelsen kendes fra Sl 130 og dermed fra DDS 496 "Af dybsens nød", hvis gendigtning vi hermed foreslår i form af "Af dybt, dybt kaos".
Af traditionens store salmedigtere er Brorson den, der flittigst opmuntrer til at holde fast i Kristus og efterfølge ham trods al verdens modstand. En tilsvarende Grundtvig-salme er sjældnere, men med "Har hånd du lagt på Herrens plov" er et bud. Den er mindre inderlig i stilen end Brorsons efterfølgelsessalmer. Men igen: dette kan være en fordel, både efter Åbenbarings-læsningen om lunkenheden og over for det strenge evangelium, der venter.
Efter prædikenen synes vi til gengæld, at Brorson rammer helt plet med "Herrens røst, som aldrig brister". Hvis vi bare kunne det, Jesus siger – men det kan vi ikke. Eller også vil vi ikke. Troen er og bliver hans eget værk, ikke vores.
Under altergangen lader vi den sommerlige årstid klinge med, idet vi samtidig med "Nu er det åndens lyse tid" får repeteret hele frelseshistorien fra julen over passionen og påsken til pinsen. Igen: baggrunden for dagens strenge ord er vigtig at få med.
Korset hører med, også i den kristnes eget liv – men det ender godt endda. Udgangssalmen "Op dog, Zion! Ser du ej" samler dagen sammen – inklusive nadveren – og løfter blikket ud mod den kommende verden
