Livslede
Hvorfor er det sådan, at det hele kan være godt, og dog er jeg splittet eller bare ikke engageret? I Karl Ove Knausgaards Morgenstjernen (2020) overvejer præsten Katrine at gå fra en god mand og to gode børn, som hun lever et godt familieliv med. Det går ikke godt, men heller ikke dårligt, betror hun sin mor: "Der er bare ikke noget. Der er ingen spænding, der er ingen nysgerrighed, vi har ingenting til fælles. Det eneste vi kan tale om, er børnene. I går forstod jeg for første gang, at jeg ikke vil leve sådan. Jeg sad i flyveren, da det gik op for mig, at jeg ikke ville hjem" (s. 77).
Når det af sig selv kan gå sådan i livet, kræver Jesus da virkelig, at vi skal smadre vores nære relationer for hans skyld? Eller siger han det snarere for at redde dem? Skal jeg på hans ord igennem en barsk erkendelse af, at selv de nærmeste ikke kan gøres ansvarlige for min manglende spænding og nysgerrighed? At der kun er ét sted at begynde, hvis jeg ønsker en forandring: hos mig selv.
Hvorfor går du i kirke?
Engang skulle man forklare, hvis man ikke gik i kirke. Nu skal man forklare sig, hvis man gør. Er det virkelig så mistænkeligt, ja farligt og urovækkende? Er der kun fordomme, opfordringer til had, vammel frelsthed og antikverede patriarkater derinde – eller er der også noget andet at komme efter? Noget, der handler om at være tro mod sig selv, uanset hvad de andre tænker og mener?
