Den gammeltestamentlige læsning, Sl 23, introducerer hyrdemotivet, som videreføres i epistel- og evangelielæsningen.
Salmen før, Sl 22, er et råb om hjælp fra en Gud, der synes fraværende: “Gå ikke din vej, for jeg har det svært og ingen hjælper mig!” (Sl 22,12). Ikke desto mindre slutter Sl 22 med en troserfaring: “Han hjalp mig!”. Sl 23 udfolder denne hjælp som en erfaring af Guds meget konkrete nærhed i dagligdagen. Hyrden giver ny kraft til sin flok, viser dyrene de sikre stier, følger med i de mørke dale og redder hjorden fra vilde dyr. Hyrden har stok og stav, så han kan forsvare og beskytte sin hjord.
Selv om vi ikke lever i en kultur, hvor hyrder på marken er hverdagssyn, er billedet enkelt og forståeligt: Gud tager sig af mennesker i alle livets situationer, sørger for næring og beskytter i alle farer, og som den gode hyrde er han trofast og god mod dem, der tror på ham.
I evangelielæsningen, Joh 10,22-30, tager Jesus hyrdemotivet op, som jøderne har kendt og været fortrolige med, blandt andet fra Sl 23. Jøderne slår ring om Jesus og presser på for at få svar på, hvem han er: “Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud”. Jesus svarer på deres spørgsmål ved at identificere sig med den gode hyrde. Han har ikke sagt ligeud til dem, at han er Kristus, men hans gerninger vidner om ham og hans tilhørsforhold til Gud. Jesus nævner tre elementer, der karakteriserer hans forhold til dem, der følger ham: De hører hans stemme (røst), de følger ham, og de får evigt liv og går ikke tabt.
I vers 29 siger Jesus, at “ingen kan rive dem ud af min hånd”. Den dybe forbundethed mellem hyrden og hans får er begrundet i den dybe nærhed mellem Jesus og Gud: “Det, min far har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét” (vers 30). Hyrdens løfte til fårene om, at de aldrig skal gå fortabt, er funderet i, at ingen kan rive Jesus ud af sin fars hånd. Som Jesus er forbundet med Gud, er vi, hans får, bundet sammen med Jesus, den gode hyrde. Jesu løfte om, at dem, der følger ham, får evigt liv og i al evighed aldrig skal gå fortabt, giver nyt indhold til hyrdemotivet: Der er med Jesus kommet en hyrde, der ikke kan besejres, for denne nye hyrde kan overvinde døden. I de tre elementer: at kende hans røst, at følge ham og få evigt liv og ikke gå fortabt, er der både løfte og trøst. Grundtvigs salme "Hyrden er én, og så hans hjord" (DDS 168) giver os en pædagogisk vejledning i, hvor disse tre elementer (hans røst, følge ham, evigt liv) helt konkret udfolder sig: I dåben, i nadveren og i kærligheden mellem os, og mellem Gud og os. Det er dér, vores livstråde er.
Vigtigheden af netop livstråde er emnet i Svend Brinkmanns fortælling om skæbne, Vi er det liv vi lever (Politikens Forlag 2021). Livstråde udgøres af det, skriver han, der ikke bare lader sig vælge fra og til. Livstrådene er kontinuiteten og forpligtelsen hele livet igennem: Det, vi er knyttet til, og som knytter os sammen med andre. Uden disse livstråde og opmærksomheden på dem, bliver vores liv tilfældige, kaotiske, uden mål, med og mønster. Når vi styrker vores opmærksomhed på vores livstråde, træder vi i karakter som dem vi er, og vores øjne bliver mere åbne for, hvem de andre er, og hvad de betyder for os. Den nære forbindelse til det, der nu blev vores liv og til hinanden er der næring i. Derfor er det en stærk metafor, når Jesus kalder sig selv for hyrde og lover, at ingen kan rive nogen ud af hans hånd.
I fortællingen fra Zakarias Bog bliver profeten så uendelig træt af sin fåreflok – dem, som skulle have fulgt ham og budskabet fra Gud – at han brækker skønhedens stav, som tegn på, at den aftale, som Gud havde med folket, nu er ugyldig. At Jesus som den gode hyrde sprænger dødens grænse og kan rive sin flok ud af dødens greb giver skønheden og forbundetheden ny betydning. Hyrdestaven bliver ikke længere brækket i vrede, men har evig varighed. Livstråden mellem ham og os har evig varighed.
